190314_009

Alfredo er freelance journalist for flere danske medier. Det udmønter sig i en række klummer, som hver for sig beskriver en side af det italienske samfund, men samlet viser et bredt og vidende billede af Italien. 

Herunder findes de enkelte klummer i den orden de er udgivet. Til højre findes en liste over klummerne. 

Nu er pizzaen blevet en verdenskulturarv

Foto: Ciro Fusco/ANSA Via AP

Foto: Ciro Fusco/ANSA Via AP

Denne klumme har været bragt i Politiken d. 07. dec. 2017

Alfredo Tesio var med i Napoli til fejringen: Det er som at se Michelangelos freskoer tage form. 

Endelig.

Stor FEST I NAPOLI.

Så er den neapolitanske pizza optaget på Unescos liste over verdens kulturarv.

I går stod de neapolitanske pizzamagere på scenen, da man fejrede udnævnelsen i Napoli. Den italienske regering, med kulturminister Dario Franceschini i spidsen, gav Unescos valg smukke ord med på vejen, og så blev der tryllet med pizzadejen.

De neapolitanske pizzamagere kender til en unik dej- og bagekunst, som er meget svært at efterligne.

Det kunne jeg se i Napoli. Pizzamagerne arbejdede med dejen i hænderne, indtil den tog form, næsten som Michelangelos guddommelige freskoer i det Sixtinske kapel. Så brugte man den ægte mozzarella og den hjemmelavede tomatsovs, få dråber olivenolie.

Så kommer mesterværket i bageovnen, hvor den skal ligge i solen, dvs. i ovnens midtpunk,t i få sekunder, og så rotere i ovnens skygge, dvs. langt fra solen. Hvor længe? Hver ovn og hver pizzamester har sin kunst. Derfor er der tale om kulturarv. Foran den historiske ovn fik man lov til at smage denne verdens herlighed.

Stemningen og dagens anledning med nyheden fra Seoul – hvor Unescos komite mødtes – er svær at beskrive. Neapolitanerne tog imidlertid det alt for alvorligt. Man forventede klassisk folklore, musik og dans. Næ, det her er alvorligt: Vi har et ansvar over for hele verden, vi er en kulturarv, som vi skal sende videre til vores børn og børnebørn.

Ikke et ord om o sole mio.

Immateriel arv

Der er tale om en udnævnelse af immateriel kulturarv, og endnu mere præcist er det de neapolitanske pizzamageres kunst, der er i Unescos fokus. Men det er bare spidsfindigheder. Vigtigst er det, at Napolis pizza, den eneste, den autentiske pizza, får sin anerkendelse.

Hele verden har forsøgt at efterligne pizzaen. De fleste amerikanere tror, at pizza blev skabt i Brooklyn. Ifølge overleveringen blev den første pizza napoletana bagt i Napoli i 1700-tallet i en kongelig ovn på det kongelige palads. Den historiske ovn er i dag en kostbar genstand og opbevares på Nationalmuseet Copodimonte. Ovnen er fra 1738, og her blev den første pizza bagt, siger napolitanerne med vemod.

Før den tid siger traditionen, at pizzaen var et stykke cirkelrundt friturestegt dej, som de mindre bemidlede dekorerede med det, man havde i køkkenet. Da tomaten holdt sit indtog i den italienske madkultur, var ægteskabet fuldkomment.

Ifølge ernæringseksperter er den gode pizza napoletana, med ægte bøffel mozzarella, et fuldkomment måltid til alle pengepunge. Den har ernæret generationer af neapolitanere. Senere blev pizzaen populær i det øvrige Italien og derefter over den ganske klode.

Italien er i forvejen landet med de fleste materielle verdens kultur-og naturarv, nemlig 53, der svarer til ca. seks procent af den samtlige arv. Ud over det er middelhavskosten også immateriel kulturarv, den anses for den sundeste i verden, på højde med den japanske kost. Japan og Italien er følgelig de to lande med den højeste levetid i verden.

Kineserier i Rom

Foto: Matteo Bazzi / AP

Foto: Matteo Bazzi / AP

Klummen har været bragt i Politiken d. 21. november 2017

Mistanken blev allerførst vakt da vores lokale kinesiske forretning lukkede i ti dage.

Fraværende på grund af ferie. Stod der på skiltet, på et bizart men perfekt italiensk. Det lød mere som en undskyldning end som den klare besked som de andre butikker giver. Aldrig før havde Chang i de 12 år han havde været i Rom haft lukket sin lille butik med al muligt mellem himmel og jord – kufferter, fyrværkeri, sæbe, damelingeri, falske-apple kabler. Med andre ord, alt og for enhver pengepung.

Kineseren var blevet rig, sagde vi i kvarteret med en blanding af beundring og misundelse. Men Aldo, den lokale altvidende fodboldekspert, var ikke overrasket. Kineserne har allerede købt de to største italienske fodboldklubber efter Juventus, nemlig Milan og Inter fra Milano.

De er på vej, altså uspecificerede kinesere, til at købe halvdelen af klubben Roma, sukkede han. Så var det lige meget, de kan købe alt, men ikke vores klub.

Andre hjemmelavede eksperter skyndte sig at afsløre, at kineserne havde købt store vingårde i Piemonte og i Toscana. For ikke at tale om store aktieposter i vigtige italienske selskaber, kom det frem i debatten, dog uden de præcise beviser.

Højdepunket blev nået da man samme dag læste, at bil koncernen Fiat også risikerer at falde i kinesiske hænder. Den ukrænkelige Fiat, der på godt og ondt havde motoriseret hveranden italiener. Det var for meget. Kinesernes indtog er ustyrligt, lød den resignerede kommentar.

Selv i Vatikanet kunne man frygte den kinesiske strategi, der går under navnet landgrabbing, en smart metode for moderne kolonisering. Man køber jord og ressourcer. I stedet for en invaderende hær bruger man bare penge, mange penge som det er svært at sige nej til.

De kunne byde på søjlerne fra Peterspladsen eller købe rettigheder til at fremstille kopier af Michelangelos Pieta´s i plastik osv.

Og hvad med Trevi Fontænen, eftersom Roms Kommune har en kolossal gæld på flere mia. euro? Kunne de købe den?

Ingen turde dog nævne ordet Colosseum. Så ville grænsen være overskredet, og det kunne havde gået ud over den stakkels Chang og hans lille butik.

Mario, en anden altvidende fra kvarteret, som alle kalder Supermario, men kun fordi han er jovial tyk fyr, ville deltage i debatten:

”Bare de ikke blander sig i vores madlavning! De påstår at spaghettien stammer fra Kina. Og det er løgn, den havde vi allerede for tusind år siden. De skal ikke blande sig. Jeg vil ikke have at de køber vores lokale pizzeriaer, ruller pizzarene sammen og sælger dem som forårsruller!”

Fodboldkatastrofe

Naturkatastrofe

Fodboldkatastrofe

Dele af klummen har været bragt i Politiken d. 16. november 2017

Naturkatestroferne i Italien får altid forsiden, men måske ikke så meget som den fodboldkatastrofe, der har ramt Italien. Landsholdet kommer ikke med til WM i Rusland for første gang i 60 år. Det var Sveriges skyld, siger de rasende tilhængere. MenSverige gjorde ikke andet end vinde playoff med blot et italiensk selvmål. Og det var er selvmål for den nationale stolthed og måske for den nationale økonomi. Eksperter regner med et tab på 750 mio dansk kroner pga manglende indtægter fra moms, reklamer osv.

De mere desperate fodboldfans forslår at boykotte Ikea og opfordre bilister til ikke at købe Volvo biler. Men alligevel.

Sagen kommer op i parlamentet. Rasende parlamentarikere mener, at hele FIGC (svarende til DBU) skal fyres hvis ikke hænges. Hvilket aldrig sker i et land hvor selv præsidenter dømte til fængsel ikke drømmer at forlade deres poster. Se fx d.81 årige Silvio Berlusconi, der atter truer med at lede den politiske koaltition der kan regere Italien. Formand for FIGC Carlo Tavecchio er dog blot 75 år gammel, og den uduelige landstræner Giampiero Ventura er kun 70. De går kun hvis de får en kæmpe bonus. De regner nok med at leve mindst så længe som Berlsuconi.

Fodboldkatastrofen har om ikke andet afledet opmærksomheden fra den permanente krise. Landet skal til valg igen til foråret og ingen kan forudse hvad der vil ske.Landets statsgæld på over 2000 mia, euro svarer til 130 pct af BNP. De forskellige Mafiaer har øget deres kontrol over den syditalienske økonomi.

Ledigheden blandt de unge der søger deres første job er på omkrin 38 pct.

Men alt kommer i anden række. Italien kommer ikke til at vinde sit femte WM. Det hele er et selvmål.

Hvem er Roms ottende konge?

Foto: Alfredo Tesio

Foto: Alfredo Tesio

Dele af klummen har været bragt i Politiken 09/11 – 2017

Italien er jo en republik med Roms som hovedstad, men alligevel har den evige stad altid en regerende ottende konge.

Det skyldes, at Rom blev bygget på syv høje, og i begyndelsen for omkring 2700 år siden blev byen styret af et dynasti bestående af syv konger.

Romerne kan imidlertid godt lide at pynte på historien og har derfor opfundet begrebet “den ottendekonge”.

Roms ottende konge er en gennemsigtig og svævende størrelse, som man ikke finder omtalt ibøgerne, men kun i de lokale aviser og i den fortrolige snak romer og romer imellem. Det er en yderst populær betegnelse, som en nulevende, aktuel og betydningsfuld borger får tildelt. Titlen tilhører stadig Francesco Totti.

Francesco Totti er en national helt. I Rom er han er et idol, som fortjener titlen som den ottende konge, selv om han som 41 årig netop er holdt op med at spille. han har spillet i 25 år for samme klub, altså Roma.

Han er stadig den mest folkekære mand i byen og titlen  som “ottavo re di Roma”, Roms ottende konge er stadig hans. 

Tottis farligste rival for titlen er dog  Paven Frans, Francesco Bergoglio. Der er dødt løb mellem de to Francesco´er.

Stadigt i 2017 kæmper Francesco Totti for at forsvare sin titel. Totti er ikke alene ægtefødt romer, men har også været verdensmester. Han er doven og genial, irritabel og irriterende og fantastisk generøs, sådan som en ægte, indfødte romer skal være. Pave Frans er en fredelig revolutionær, der vil lave om på det hele, så Rom kan blive bedre, og renere.  Paven arbejder irhærdigt for at smide alle skurke, pædofile og svindlere ud af romerkirken.

Det kan romerne godt lide. Da paven blev udråbt i marts 2013 og en kardinal råbte den ny paves navn Francesco! – råbte mange romere lettede : “Nu er Totti også endeligt blevet pave!”.

Den ottende konge er en levende legende, som også huskes af eftertiden. De to Francesco’er burde måske deles om titlen,selv om de måske ikke ved det.

Verdens bedste gelato er fundet

240917_001

Foto: Alfredo Tesio

 

Dele af klummen har været bragt i Politiken 20/9 – 2017

Gastronomisk VM`er af mange typer, det er Italienerne specialister i.

Hernede holder man i hvert år i Parma VM i at fremstille håndlavet pasta. I Napoli, hvor ellers? holder man VM i pizza. I Rom har vi naturligvis VM i den lokale ret spaghetti alla carbonara.

I år var der i september et nyt mesterskab i Tiramisu, der fandt sted i Treviso, hvor man påstår at have opfundet denne meget populære dessert, der lød med det samme protest fra Siena, Verona og Torino der alle mener at have ophavsretten til denne dessert, endda med stor risiko for gensindig kulinarisk boykot.

I Rimini holdt man forleden en virkelig rolig Gelato World Tour, dvs VM for is-magere( det hedder gelatiere på italiensk). Det er svært at vinde sådan en konkurrence, men det er måske sværere at være dommer i sådan et VM i is. Dommerpanelet måtte på 140 minutter smage sig igennem de 36 forskellige is-smage der var kommet i finalen.

Det var opgaven, som jeg sled mig igennem i selskab med andre 24 erfarne journalister i Rimini, den berømte kystby i Italien som har udnævnt sig selv som verdens hovedstad for Gelato (hjemmelavet is).

Man kan blive beruset helt uden alkohol af de mange smagsprøver, alkohol er iøvrigt forbudt under konkurrencen. Man er nødt til at forblive kold i hovedet og kold i smagsløgene.

Konkurrencen i Rimini var ellers konklusionen på en to års lang rute, igennem 36 lande med deltagelse af 1830 ismagere, af alle mulige farver og kulturer.

Glem alt om den traditionelle simple is- gelato med med vanille eller chokolade.

Gelatiere må være yderst kreativ, må gerne bruge råvarer fra sit eget land, fortælle historier og får dommerne til at le eller græde.

Kineserne slog igennem med deres raffinerede madkultur, men vandt ikke. Japanerne bøjde sig pænt med lotus blomster, man vandt ikke. En ung kvindelig ismager fra Colombia præsenterede en raffineret og festlig Marakujia frugtis med stykker af chokolade med et begejstret smil og vandt bronze medalje.

En sød buttet pige fra Singapore hed Sharon Tay, som lød på deres sprog faktisk Sharon Tate. Hun vandt den specielle præmie fra den udenlandske presseforening i Italien, altså mig, isen var af kokosmælk med karamel af rørsukker.

De egentlige vindere var en italiener fra Umbrien der lavede en formidabel tre slags pistacie – is og to tyskere af italiensk oprindelse fra Køln, med deres fantasifulde nostalgiske is smag.

Det hele blev afsluttet i bedste italienske stil med en stor fest med højtidelige taler og løfter, så som at gelato kan skabe fred i verdens konflikter, at gelato er den kolde tråd der løber mellem og kan forbinde de forskellige kulturer osv.

Dommerne kunne ikke andet end spise endnu en god stor is med vanille og chokolade.

Her har I mig tilbage!

Foto: Bruno Luca/AP

Foto: Bruno Luca/AP

Klummen har været bragt i Politiken d. 8. august 2017

De unge italienere, kaldet millenials, altså født efter året 2000, havde kun hørt hans navn fra de voksne.

Mange troede, at han var en legende fra en TV-fiction, i stil med House of Cards.

Men han er virkelig og levende.

I alder af 81 år er han vendt tilbage. Silvio Berlusconi er atter i gang i sit forsøg på at opnå politisk magt i Italien. Det er det han ønsker mest. Ellers keder han sig.

Jamen var han ikke blevet straffet med to års fængsel for korruption og udelukket fra enhver politisk embede, efter at have været anklaget og udsat for omkring 40 retssager? Jo, men mon ikke Italien stadig er miraklernes land, hvor alt kan ske?

Berlusconi har søgt om en speciel nåde hos EUs Højeste Ret for at kunne stille op til næste valg.

Det får han sikkert ikke, men han arbejder flittigt som den fødte politiske leder for at agitere, manipulere og styre alting og det hele bag kulisserne.

Takket være den politiske konflikt mellem landets to største partier, det regerende demokratiske parti og populistbevægelsen 5 Stjerner, er det efterhånden lykkedes den gamle Silvio at samle flere mindre partier omkring sig som den tredje styrke.

Ja netop, som en tredje mand der er inviteret til bords, mens de første to skændes om regningen. På denne smarte måde risikerer hans koalition at vinde et eventuelt nyt valg.

I miraklernes land har grundlovsretten i mellemtiden slettet den gamle valglov, så man ikke ved hvordan man skal stemme, hvis der var valg i morgen. Tiden løber i usikkerheden, og gamle Silvio vinder støt terræn.

De unge kender ham ikke særligt godt og kan risikerer at tro på hans løfter. De gamle har delvis glemt hans dårlige sider og elendigheder netop fordi de er gamle. Så prøver den fornyede Silvio at male et nyt moderne billede af sig selv i takt med moden. Han viser nu at han elsker hunde og katte, selvfølgeligt fordi italienerne har ca. 20 millioner af kæledyr i deres hjem, og det på trods af, at den hund han havde medbragt i et tv-interview bed ham i hånden!

Nu er han faktisk blevet vegetar, siger han, og har stor respekt for veganere. Han kæmper for et bedre miljø, altså alle de emner han blæste på i sin tid som regeringschef.

Plastikkirurgi og ny-plantet hår hjælper Silvio Berlusconis i sin nye genopståelse.

Så lyder spørgsmålet igen og igen: Er han virkelig udødelig? Kender man noget til hans pagt med Djævelen?

Jo da, fordi Italien er et land hvor de gamle stadigvæk tæller, kunne man svare.

Den tidligere republikpræsident Giorgio Napolitano gik af som 94-årig og lever endnu. Italiens populæreste tv-vært Piero Angela er lige fyldt 90 og er yderst aktiv hver mandag med sine populærvidenskabelige programmer, der har den højeste share. Alt dette trøster mig.

Jeg er kun lige fyldt 72.

Museum i forsinket metro

Foto: Alfredo Tesio

Foto: Alfredo Tesio

Klummen har været bragt i Politiken d. 30. maj 2017

Tidsberegningen for byggerier i Rom er meget fleksibel, som f.eks. opførelsen af Peterskirken.

Kirken blev faktisk påbegyndt i 1452 og indviet i 1626 under ledelse af 28 paver og utallige chefarkitekter.

Når romerne vil udtrykke, at noget varer i det uendelige, siger de, at det varer som fabbrica di San Pietro.

Opførelsen af Metros linje C går heldigvis noget hurtigere. Den er kun, indtil videre, syv år bagud i forhold til det oprindelige projekt.

Men denne gang har romerne været smartere end ved konstruktionen af de tidligere Metro A og B.

Metro C åbner helt gradvis de nye stationer, dog langt fra den indre by. Altså fungerer den, men alligevel endnu ikke efter den planlagte fabelagtige, historiske rute, der skulle føres under Colosseum, Forum Romanum helt til Peterskirken.

Som kompensation for denne mangel kan man i dag beundre Metro C, Station San Giovanni. Stationen er der, skinnerne og togene også, men den bliver først taget i brug til efteråret.

Imens kan romere og besøgende beundre selve stationen, som er et levende førromersk og romersk, middelalderligt museum med ruiner og minder fra over 12.000 års historie – fra stenalderen til de nyere romerske villaer fra det første århundrede efter Kristi fødsel.

Et museum inkluderet i en metrobillet (1,5 euro), der på flere sprog fortæller om byens historie netop ved denne udkant af det gamle Rom. Her dyrkede man allerede for 2.000 år siden ferskner, der netop var kommet fra Persien. Her var der et perfekt kunstvandingssystem.

Her har man fundet statuer og raffinerede smykker. Alt blev fundet, da man skulle udgrave og etablere metrobanen ved San Giovanni, altså Lateran-området.

Det bliver en meget besøgt station, frygter eksperterne. Man risikerer, at turisterne står i kø for at se den gratis udstilling, mens travle romere må presse sig forbi for at nå næste tog. Man er imidlertid ret vant til det velorganiserede kaos i Rom.

Linje A’s realisering blev skildret af filminstruktøren Frederico Fellini i filmen ’Roma’ med surrealistiske effekter, da borearbejdet stoppede konstant pga. arkæologiske fund. Fellini forestillede sig de romerske ånder og spøgelsers raseri,  da de blev krænket af uvidende moderne romere.

Det tog 30 år at bygge Metro B, men der var også lige en Anden Verdenskrig i midten. Verdens største amfiteater, Colosseum, blev opført på ca. seks år (omkring 80 e.kr).

Dengang var der ikke problemer med bevillinger og fagforeningernes aktioner eller skandaler, der stoppede byggeriet, som det har været tilfældet ved opførelsen af Metro C.

Skulle Metro C en dag blive en realitet i hele sin planlagte længde og udstrækning, ja, så vil den blive verdens smukkeste. Passagererne vil fra vinduerne kunne se Forum Romanums gamle patriciervillaer, helt til Skt. Peter og meget mere ved blot at køre i linje C.

Italienere lever sundest

Foto: Alfredo

Foto: Alfredo

Bragt i Politiken d. 22. april 2017

Vi troede alle, at det var løgn: Italien på førstepladsen!

Siden 2006, da Italien vandt VM i fodbold i Tyskland, har vi faktisk ikke set vores land figurere på toppen af en rangliste.

Denne gang var det ikke sportslige bedrifter, der sendte os til tops, nej det var klassificeringen over det sundeste land i verden. Kilden er intet mindre end Bloomberg, en helt igennem ubestikkelig amerikansk institution.

Ved aviskiosken i mit kvarter, som er et notorisk mødested for forhenværende revolutionære og sportsfanatikere, troede nogle mistroiske romere, at sundhedsministeriet sammen med socialministeriet havde betalt for denne research, men det var det ikke, forsikrer Bloomberg Global Health Index of 163 countries.

Amerikanerne er overbevidste om at livet er sundest i Italien, på trods af eller måske ligefrem takket være den økonomiske krise, den politiske ustabilitet og alle de traditionelle herlige laster, der præger dette land. Bloomberg mener nok, at kriser og vanskeligheder er stimulerende.

Hvis man sammenligner Bloombergs med en anden rangliste, der udkom samme dag, World Happiness Report, hvor Norge og Danmark plejer at dominere resten af verden, ja så var det en god trøst for kiosk-mand Armaldo. Han er lige fyldt 84 og nægter at opgive sin eftermiddagsturnus i kiosken.

“Jeg er lykkelig sådan, men det må du ikke sige til dine danske venner, ellers kunne Italien måske stige opad på Lykke-ranglisten, lad dem endeligt tro, de er de lykkeligste”.

På denne liste besætter Italien en middelmådig 48. plads, lige efter Uzbekistan, men lige før Rusland. Det er en glæde for Giovanni, som er en angrende kommunist, født i 1950erne, der havde Sovjetunionen som eftertragtet model-land.

De anerkendte ranglister syntes ikke at være noget for italienere, navnlig hvis man kigger på den berømte Tranparency International., dvs listen over korruptionen i verden. Her har vi haft en markant bedring, fra en 61. plads til en fornem 60. plads i 2017. Lande som Botswana lider af færre korruptionsaffærer end Italien.

“Det er ikke afgørende, de gamle romere oprettede og vedligeholdt deres rige, også takket være den velorganisertede korruption,” siger den pensionerede skolelærer, hvis navn jeg aldrig kan huske.

Sidste påstand får den ridderlige Donato til at ulme op:

”Det er da blot fordi vi afslører alting her i Italien. Vi er ikke så smarte som fx tyskere og franskmænd, de tilsander al korruption og virker udadtil perfekt- altså undtagen Danmark, naturligvis. Sidste vending er henvendt til mig. De ved at Danmark også er nr. et på denne virtuose rangliste.

Det er bedst for alle at dreje samtalen tilbage til Sundheds-rangllsten.

“Det er fordi vi spiser bedst. Tænk på en god carbonara (som dog ikke er verdens sundeste ret). Det er fordi vi spiser grønt, udover pasta. Vi drikker ikke så meget, jo, lidt, men hver dag. Det fordi vi hidser os op og ikke beholder det rådne inde ind i os. Det er fordi vi brokker os, men vi klager ikke. Det er fordi vi er italienere.”

TOSCANA – Helt nye bog på gaden 24. april

100417_002

Bogforside – TOSCANA

24. april udkommer vores helt nye bog om Toscana, mad og mennesker. Vi glæder os rigtig meget til at dele bogen med jer.

Her er et uddrag af bogens forord:

Vi har et hus i Toscana. Med den smukkeste udsigt til olivenlunde. Der bor vi, når vi ikke er i Rom eller i Danmark.

Huset ligger i Trequanda, en middelalderby med 1.390 indbyggere. Byen ligger i 460 meters højde over havet midt mellem de to dale, Val di Chiana og Val d’Orcia. Tilstrækkeligt langt væk fra Siena og endnu længere væk fra Chianti og Firenze. Vi bilder os ind, at kun ganske få kender noget til disse kanter.

Det er her på disse kanter, vi har lært gode mennesker at kende og lyttet med på deres fantastiske fortællinger, overværet og gennemlevet komedier og tragedier med dem og lært enkle og fornemme madretter, der efter vores mening har enorm historisk værdi.

Her har vi også fået bekræftet, at madlavningen genspejler en civilisations kultur. Og vi har lært, hvordan de mest ydmyge råvarer kan forvandles til superbe retter.

Vi er klar over, at Toscana har den største koncentration af kunstskatte i verden, og så godt som hver eneste mindre landsby kan byde på mindst én uvurderlig kunstskat fra middelalderen eller et mindre renæssancepalads ved siden af et lille trattoria. Sådan er det også i Trequanda, som råder over en kirke fra 1370, et slot fra 1100-tallet, to spisesteder, to barer, en velrenommeret slagter, en lille købmand, et apotek, en bank og en aviskiosk, ud over postkontoret, tankstationen og en carabinieri-kaserne med hele fire betjente.

I andre lande ville man betragte samme goder og tjenester som værende nok til 30.000 indbyggere. Her i Toscana er det ganske normalt, at landsbyer råder over alle disse goder og er stolte af byens helt særlige historiske baggrund og de uendeligt mange spændende beretninger.

I de større toscanske byer mærker man et naturligt hovmod, og både aristokrater og byborgere mener, at deres kultur og ikke mindst deres køkken er det bedste i verden. Og at alle de store nyheder i verdens gastronomi enten direkte eller indirekte er hentet herfra. De nutidige toscanere taler om etruskerne og Medici-familien, der stod bag renæssancen, som om de har kendt dem personligt. De førstnævnte banede vejen til Rom, der følgende erobrede verden, og Medici-familien forkyndte skønheden i verden allerede tilbage i 1400-tallet.

Her i dette mindre kendte område har man imidlertid en mere realistisk tilgang til livet. Man nøjes blot med at fortælle, at olivenolien her er verdens bedste. Det betyder følgelig og underforstået, at her er køkkenet således det bedste i verden, overhovedet – udtrykt på toscansk maner, elegant, snedigt og aristokratisk.

Madlavningen herfra er trods den tunge historiske vægt en evig overraskelse, hvad enten man oplever den hos gode venner eller på det lokale spisested. Hos et venligt pensioneret par eller hos en familie af den højere klasse.

I disse to dale har Helle set, duftet, lært og arbejdet med denne madkultur og følgende brugt den på sin kokkeskole. Og Alfredo har lyttet til og indsamlet ældre og nyere historier, der har bekræftet vores opfattelse af dette utrolige land.

I dette område er der utallige kulturfund og hundredevis af spisesteder. Vi skildrer imidlertid en mindre del af dem, vores egen livsrute i dalene, som dog omfatter mange andre skønne virkeligheder.

Det er denne rigdom, vi vil forsøge at fortælle om.

 

Hvem sviner Paven til?

110217_001

Foto: Gregorio Bergin /AP

Klummen har været bragt i Politiken d. 11. februar 2017

Det er ikke nemt at være Pave.

Mundheldet fuld som pave eller glad som en pave gælder ikke længere med den nuværende Pave Frans(Francesco).

De fattiges og udstødtes pave Frans drikker ikke og ser ikke særlig glad ud, når han taler om den manglende fred i verden og om migranternes ulykkelige skæbne.

Endnu mindre glad så han ud, da han så plakater hængende i kvarteret omkring Vatikanet, der angreb ham for den ultra fremskridtvenlig linje.

110217_002

“Hvor er din barmhjertighed blevet af, når du afliver Malta Ordenen, straffer præster (dofile red) ignorerer kardinalerne..”  Dette stod bl.a. på plakaterne i Rom, der straks blev fjernet, alene med det påskud at der ikke var betalt kommunalt gebyr for plakatophængning.

Iagttagere og romere prøver at finde ud af hvem der stod bag dette nye angreb mod den revolutionære pave Frans.

Var det de pædofile præster, som er smidt ud af kirken? Eller var de skuffede spekulanter, der ikke længere kan bruge IOR, Vatikanets bank til deres mystiske transaktioner? Eller også de ultrakonservative kardinaler, der har mistet deres magt med denne pave?

Intrigerne omkring den hellige stol har altid fascineret romerne og mange forfattere. Dan Brown har bygget sin lykke og sin formue på det.

Pavernes historie er fyldt med angreb, kontraangreb, krig og mord. Den allerførste pave, Peter blev myrdet af Kejser Nero, fordi han formodedes at ville underminere kejserriget. I nyere tid døde Johannes Paul 1 i 1978 under mystiske omstændigheder efter blot 33 dage. Hans første gerninger pegede på en ny frisindet romerkirke. Han turde kalde Gud ved navn, nemlig moder i stedet for fader. Det faldt ikke i de konservative kardinalers smag.

De lykkede imidlertid ikke med at myrde den polskfødte Pave Johannes Paul 2.

Han blev skudt, men døde ikke af det. Han var med til at opløse det kommunistiske system i de daværende østlandene.  Hed det i Rom.

Og hvad med Pave Frans? Hvem ville have ham død eller bare svine ham til?

Måske præsident Donald Trump, begynder ironiske gisninger og fnisende mumlen gradvis at spredes sig  i Rom. Nok fordi at Præsident Trumps navn findes overalt i alle aviser, tv og på nettet.

Men det med plakaterne mod Paven kunne godt ligne en subtil start for en kampagne mod et statshoved, som Paven vitterlig er, der opfodrer alle til at tage imod migranterne, at bygge broer i stedet for mure, at åbne sig over for den ganske verden.  Er alt dette er ikke helt præcist hvad Trump plejer at sige eller hvad?

 

Danske shortsturister

Foto: Politiken

Foto: Politiken

Artiklen har været bragt i Politiken d. 22. januar 2017

Jeg bliver ofte spurgt om forskellene på italienere og danskere. Svaret er ikke svært, men dog utrolig varieret.

Man kunne svare, at det drejer sig om de to vidt forskellige måder at forholde sig til samfundet på og de to helt forskellige former for respekt, som næres over for samfund og de offentlige institutioner.

I Italien er den meget lav, hvilket måske er forklaringen på, at 85 procent af italienerne peger på en ikke-italiener, nemlig pave Frans, når de bliver spurgt, hvem der er det mest hæderlige og pålidelige menneske i Italien.

Forskellene kunne også tage udgangspunkt i de europæiske statistiske tabeller (Eurostat), hvor man kan læse, at danskerne er de mest lovlydige borgere i EU, mens italienerne desværre ligger på en af de nederste pladser.

Europæiske statistikker peger til gengæld på, at italienerne er dem, der spiser fleste grøntsager i EU, mens danskerne ligger i den anden ende af skalaen. Italienerne bliver heller ikke skilt i så stort et omfang som danskerne. Skilsmisseraten er det halve af den danske, hvilket måske kan hænge sammen med traditioner og det faktum, at skilsmisser først blev tilladt i Italien i 1970.

Men den forskel på danskere og italienere, som i over 50 år har slået mig mest, er brugen af bukser og shorts.

Den første dansker jeg mødte, det var i Italien i 1962, var en høj, blond, flot fyr, der var iført hvide shorts, ankelsokker og sandaler. En anden dansker, som jeg mødte i Rom her i 2017, var også iført hvide shorts, ankelsokker og sandaler, skønt temperaturen nærmede sig nul grader.

Shorts var noget, vi romerskse børn født lige efter anden verdenskrig gik i hele året rundt. Nok fordi der ikke var råd til stof til lange bukser. Vi betragtede med misundelse de voksne, der om vinteren gik i lange lune flannelsbukser,

De første lange bukser fik jeg som 12-årig, efter at jeg i årevis havde frosset mine flotte ben halvt ihjel.

I Danmark er det modsat. Alle børnene er klædt i lange bukser. Når de bliver voksne, skynder de sig at befri sig for bukseburet og smutte i shorts, fortrinsvis hvide shorts.

Navnlig når de er på ferie i Italien.

Turisten bliver behandlet derefter.

Sådan ville en moden stilfuld italiener aldrig drømme om at klæde sig i udlandet.

Maaaaaaaamma

Foto:

Foto: Politiken

Klummen har været bragt i Politiken 31.12.2016

Italien er landet med fleste titler på Unescos verdensarvsliste.

Steder som Colosseum, Venedig og Orcia Dalen er naturligvis med. Middelhavskosten, baseret på pasta, grøntsager og olivenolie er også med, på den speciale liste som immateriel gode.

Hvad mangler der så?

La mamma. Den italienske moder blev foreslået, både alvorlig og ironisk ment under Italiens populæreste radioudsendelse. Mammaen er en verdensarv, som Unesco burde beskytte. Uden den italienske mamma, ville mange italienske børn ikke overleve, navnlig i disse krisetider.

Det italienske samfund og dets sikkerhedsnet er alt andet end effektivt. Familien må supplere og stoppe alle hullerne i samfundets net.

Hvis familien er det bærende element i det italienske samfund, ja så må mammaen logisk nok være samfundets bærende element. Ikke blot fordi mor laver så god mad.

Analyser og undersøgelser viser, at familien ligger øverst på ranglisten over værdierne i Italien. Stedet hvor man føler man sig tryg, og det er mamaen, der styrer det hele. Seks ugifte unge ud af ti bor stadig hos deres mor i Italien, uanset om de gør det af økonomiske grunde eller ej. Det gamle mønster sagde, at man skulle forlade sin familie når man oprettede eller startede en ny.

Det er heldigvis ikke længere sådan, men alligevel.

Når de kære børn bliver gift og tager hjemmefra er det ikke sikkert, at det er for evigt. Mislykkes deres ægteskab, ja så vender én fraskilt ud af fem tilbage til sin mor, uanset hvor gammel vedkommende er.

Der er et utal af komiske eksempler, fremstillet under den omtalte radioudsendelse, på hvad moderen kan finde på for at hjælpe sine børn.

Der var en moder, der under hendes datters disputatsbehandling kom ned fra tilskuerpladserne og tørrede sin forkølede 33 år gamle datters næse.

Så var der også moderen der, udover at tilberede morgenmad til sin unge søn på 29, hver morgen gik ned på gaden og varmede knallerten op, så sønneke havde bedre tid til sin morgenmad. For ikke at tale den mamma, der ville have sin fremtidige svigerdatter hjemme hos hende for at holde et kursus om hvordan hun skulle behandle sin søn.

Det er nok derfor at der findes så mange ordsprog i Italien om mammas rollemodel. Det mest kendt er “chi ti fa piu’ di mamma, o ti finge o ti inganna” –

hvis nogen gør mere for dig end din mor, så er det falsk eller svindel.

I Napoli har man dog et mere sentimentalt mundheld, som mange bruger som trøst mod den gamle fattigdom ” chi tene ‘a mamma è ricco e nun n’o’ sape” – hvis man har sin moder er man rig, men ved det ikke.

Man troede det var en spøg!!

Slvio Berlusconi slår til igen

Silvio Berlusconi slår til igen

Klummen har været bragt i Politiken d. 6. december 2016 

Man troede det var en spøg, men desværre er det sandt.

Silvio Berlusconi slår til igen og er ikke død. Altså politisk død.

Silvio genopstår, endnu en gang. Han vil vende tilbage på den politiske scene, lede den italienske højrefløjes trekløvers opstilling, og hvorfor ikke blive den ny ministerpræsident.

Hans venner mener, at Silvio blev grebet af misundelse, da den amerikanske magnat Donald Trump blev præsident i USA. Berlusconi føler sig som en gammel mester overgået af sin elev.

Mange amerikanske iagttagere kaldte netop den nykårede præsident Donald Trumpusconi, fordi Donald brugte Berlusconis metoder til at vinde valget, nemlig en masse valgløfter og visioner, udover at have samme tilbøjelighed til de smukke piger.

Det er nok ikke et sammentræf at Berlusconi bliver kaldt den udødelige. Berlusconi er over 80 år gammel, han er sluppet helskindet fra en sart hjerteoperation for tre måneder siden.

Mundheldet siger at han har haft mange koner, hvoraf to var sine egne. Men nu er han for alvor forlovet med en tidligere cabaret danserinde, som kun er 47 år yngre end ham, en smuk pige som lægerne fraråder ham at røre for meget ved.

Silvio håber at hans tilhængere og de øvrige italienere har glemt, at han været straffet med to års fængsel for skattesvig, som han afsonet med et pro forma socialt arbejde på et alderdomshjem.

De fleste italienere har sikkert glemt, at Silvio stadig har to retssager kørende for seksuel misbrug af mindreårige.

Men mange andre har ikke glemt at, under sin sidste regering for fem år siden risikerede Italien at gå bankerot, Silvios come back ville ellers være et fund for den internationale presse. Han er utrolig god til at skaffe stof og skandaler som har fyldt aviserne der er skrevet sider op og sider ned igennem årene. Det var tider, men i dag?

Silvio vil gerne atter være the boss men har imidlertid ikke regnet med at de to andre og meget yngre højrepartiledere i trekkløvet (Matteo Salvini og Giorgia Meloni) vil ikke længere finde sig i, hans trusler om at vende tilbage, endda som ministerpræsident kandidat.

Den gode gamle partikonflikt er endelige blevet aktuel igen. På den anden side af barrikaderne har den unge ministerpræsident Matteo Renzi samme problemer med en uforsonlig strid med sine egne partifæller.

Det gør det gamle ordsprog atter aktuelt: “dagli amici mi guardi Iddio, che dai nemici mi guardo io”. Gud forsvar mig fra mine venner, fjenderne skal jeg nok klare.

Alt dette betyder at Italien, ligner stadig sig selv. Et stort skuespil fordi Italienerne kan tåle alt, men de kan ikke tåle at kede sig.

300 år Chianti Classico

241016_001

Foto: Alfredo Tesio

Klummen har været bragt i Politiken d. 22. oktober 2016

Vinelskere i den ganske verden kender brandet Chianti, og de der holder af at gå dybere i vin-detaljer kender også betegnelsen Chianti Classico. Dvs. den vin, der bliver produceret i særlige områder mellem Firenze og Siena i henhold til et meget strengt regelsæt, og som har Gallo Nero, den sorte hane som logo.

Der er imidlertid meget få der ved, at det tog tre århundreder at forene vore dages hele 600 producenter, mindre konsortier, lokale borgmestre osv. for at få alle til at gå ind under et fælles brand/ mærke og erobre verden.

Da Toscanas Stor Hertug Cosimo 3. fra den adelige familie Medici, der elskede denne vin, i 1716 udstedte et historisk dekret med de præcise grænser for produktionsområdet, vidste han ikke, at der skulle komme til at gå så lang tid, før der var enige og lykkelige vinbønder at se i området.

I den italienske vinverden gælder det gamle mundheld, ”naboens græs er altid grønnere”, nemlig ikke. Tværtimod gælder det at ”naboens vin er aldrig lige så god som min”.

Faktisk næsten alle de over 8000 kommuner i Støvlelandet har en vinproduktion. Alle mener, at deres vin er den bedste. Og det gjaldt i høj grad i Chianti Classicos ni kommuner.

Det hjalp heller ikke på foreningen, at familien Medici, som startede med at støtte og udbrede Renæssance-kunsten i Italien og følgelig i den ganske verden, var stor-forbrugere af denne type vin, der allerede blev nævnt i 1400-tallet. Det er også underordnet og hjalp heller ikke at den omstridte pave Paul 3. fra familien Farnese mentes at have haft meget stort behov for denne vin, da han indkaldte til Kirkekoncilium i Trento (1545-1563), hvor man bl.a. bekræftede, at præsterne ikke måtte gifte sig og få børn. Han havde selv tre.

Italiens vin-historie har mange lignelser med landets historie og genspejler de evindelige konflikter mellem lokalpatrioter, 8000 kommuner, 110 provinser, 20 regioner, grundejerforeninger osv.

Der er også nogen, der mener at Italien har smittet det øvrige Europa med at finde på spidsfindige kontraster.

Chianti Classico kan kun fremstilles i ni kommuner i Toscana, alle med samme kontroller, lad os sige med et fælles vinpoliti, men den ene af de ni kommuner, nemlig Gaiole mener selv, at de har en anden standard. Så de vil have en parallelaftale, men vil absolut ikke ud af fælleskabet.

Det har kommunen hidtil ikke fået. Gaiole blev delvis beroliget af ministerpræsident Matteo Renzi, der fejrede de 300 år som en sejr for hele Italien. Freden er måske opnået, i vinenes navn.

 

Pastaret er nødhjælp til jordskælvsofre

Foto: Martin Lehmann

Foto: Martin Lehmann

Klummen har været bragt i Politiken d. 18/9 2016

Hvem kan redde Italien under de mest dramatiske situationer?

De troende svarer: Gud, jomfru Maria eller i det mindste paven.

Drømme-idealister siger: En god regering.

De mere realistiske foreslår: Hvad med en tallerken spaghetti?

Og det sidste svar er ikke langt fra virkeligheden.

Italien er regelmæssigt sønderrevet af jordskælv, ud over korrupte politikere og så videre. Men man finder altid en måde at genopstå på.

Efter det tragiske jordskælv, der 24. august totalt ødelagde byen Amatrice og flere små byer omkring, har man helt spontant opfundet en pasta-metode for at hjælpe de over 3.500 hjemløse til at genopbygge deres huse. Ud over statens og EU’s officielle rekonstruktionsfonde, naturligvis.

Fra Amatrice stammer den, for mange italienere, legendariske pasta alla amatriciana, en herlig ret, der kæmper med carbonara om titlen som Italiens mest elskede pasta-/ spaghettiret. Amatriciana er en historisk ret, som i dag bliver tilberedt med tomater. Den var dog også kendt før tomatens indtog i Europa, under navnet gricia. Carbonara har en omstridt historie, men er i hvert fald en nyere ret.

Mange, mange restauranter i Italien er blevet enige om at forære to euro til jordskælvsfonden for hver portion amatriciana, der bliver spist hos dem. Og ikke nok med det. Man har også organiseret kæmpe pasta-amatricianabanketter på de italienske pladser med samme formål. Det var en solidarisk og festlig måde i en tragisk situation, næsten grotesk, sagde mange skeptikere Men det virkede.

Følgelig har man indsamlet millioner af euro. De første prognoser siger at pastahjælpen har beløbet sig til cirka 3 mio. euro i de første to uger efter jordskælvet. Som svarer til, at 1,5 mio. italienere har spist en amatriciana-ret.

De mere gavmilde restaurantejere har også givet to euro for hver carbonara-ret, nok for at opretholde en vis balance og være i stand til at bruge alle de æg, de havde købt.

Pastaen har altid haft en vigtig rolle i det italienske samfund, hvor ironisk det end kan lyde. Da den satiriske futurist Filippo Marinetti i 1912 skrev, at Italien var en stat grundlagt på pastaen, var påstanden ikke langt ude. Men han tænkte kun på familiernes spiseritualer, ikke på den økonomiske dynamo, som pasta har skabt.

Det økonomiske institut Nomisma skrev i 2012, at pastaen med sine tilknyttede sektorer så som landbrugets dyrkning af durumhvede, pastamaskiner, sovs og så videre står for 1,7 pct. af det italienske bnp.

Måske lidt mere end Legos andel af bnp i Danmark.

Men ingen påstår, at Danmark er en stat grundlagt på plastikklodser.

Fodbold, gelato og rødvin

Den italienske sjæl er til salg

Den italienske sjæl er til salg

Teksten er bragt i Politiken d. 30. august 2016

Efter at Italiens ex-rigeste mand Silvio Berlusconi har solgt den gloriefyldte fodboldklub AC Milan til kineserne spørger italienerne sig selv, hvad bliver det næste? Michelangelos statuer til russerne eller den spanske trappe i Rom til Singapore?

Det ser ud til at mange af Italiens mesterværker er på udsalg. Det gælder både historiske vingårde, berømte fodboldklubber samt sunde virksomheder og fødevarefabrikker.

AC Milan, stiftet i 1899, som har vundet 18 mesterskaber og otte Champions League til ære for Italien er nu i kinesiske hænder. Inter fra 1908, også vinder af 18 mesterskaber og tre Champions League er i indonesisk besiddelse. Klubben AS Roma med sine utallige tilhængere blandt menige borgere og modne dansk-italienske journalister ejes af en amerikansk magnat.

Naive fodboldfans håber at de nye ejere vil berige deres klubber med nye spillere og ambitioner.

De mere realistiske tror imidlertid, at de nye ejere vil bruge klubberne for at dyrke mystiske internationale transaktioner, som det er sket sket før.

At den succesrige italienske is-fabrik Grom, der på blot 13 er har brudt is-markedet, bliver solgt til det multinationale Unilever kan nok accepteres i takt med det indre markeds regler i EU. Samme konklusion må man drage, når den legendariske motorcykel-virksomhed Ducati, som også står for vindende race-motorcykler, købes af tyske Volkswagen igennem deres bilkoncern Lamborghini, som også er Italiens stolthed. Det er business, der indtil videre ikke har reduceret arbejdspladserne på fabrikkerne i Italien.

Det, der dog bliver svært at acceptere, er, når en multinational farmaceutisk koncern vover at købe DNA-rettigheder af en hel landsby, Ogliastra på Sardinien, hvor befolkning har den højeste levetid i verden sammen den japanske Okinawa.

For blot 260.000 euro har Tiziana Life Sciences, med hovedkontor i London, købt eneret til at  studere de ca. 13.000 beboeres gener og sælge deres hemmeligheder. byen Ogliastra har de fleste levende hundredeårige, hvor man med sikkerhed har fødselsattest.

Salget har skabt uro på øen.

“Man kan da ikke sælge det lange livs eliksir til andre”, lød protesten i det sardiske lokale parlament, men ingen tog notits af det.

I krisetid kan altid købes.

Det bliver også vanskeligt at stoppe den kinesiske købe-offensiv i hele Italien.´De har købt Barolo vingård, som om det var peanuts og er begyndt at forhandle med Brunellos vinforetagender i Toscana. Prisen har ingen betydning for de rige kinesiske milliardærer. Mange af Brunellos ejere er fristet.

I det berømte Chianti vin område har englænderne købt flere vingårde og huse igennem årene, i så høj grad at den blev kaldt Chiantishire.

Hvad vil man nu kalde områder i Toscana og Piemonte hvor kineserne træder ind?

Beijing shire er et godt bud. Men også Mao Dse DONG’s nektar kunne være en ide.

Piazzaterapi

Piazza Garibaldi i den lille by Trequanda

Piazza Garibald – Trequanda

Bragt i Politiken d. 30. juni 2016

Italienerne har det ikke så godt, når det kommer til økonomi,  politik, korruption og den slags samfundsanliggender, men de keder sig ikke. De kan ikke lide at kede sig.

Det var også Silvio Berlusconis trumfkort, da han brød frem i det italienske politiske liv, netop da alt var begyndt at rulle med den daværende socialdemokratiske regering, da det var lige før, togene kom til tiden. Ja, det var tæt på, at man kom til at kede sig som i andre normale europæiske lande! Sådan begyndte det, der blev kaldt Berlusconis television-æra, som nogle fortolkede som en politisk og kulturel terapi mod kedsomheden.

I dag er man vendt tilbage til den traditionelle metode. Man kommer ned in piazza, på pladsen.

Metoden indebærer at sidde på ens eget kvarters lille plads, piazzetta, drikke noget på en café eller blot sidde på en marmorbænk, snakke med folk, sladre, se og blive set og overvåge børnene, der leger. Hemmeligheden er, at der ikke er så mange hemmeligheder tilbage, når alle ved alt og snakker om alt.

Måske er det også derfor, den italienske efterretningstjeneste er så effektiv og koster meget få penge.

Dette syn finder man både i de store byer og de små landsbyer i Italien, hvor der altid er en lille plads – meget ofte dedikeret til folkehelten Giuseppe Garibaldi. På de utallige Piazza Garibaldi’er i Italien udvikler det sociale liv sig i en form for gruppeterapi mod livets elendigheder.

Det har en kultiveret dansk rejsearrangør, Pia S., også opdaget. Hun er medarrangør af nogle vandreture i Umbrien og Toscana, der nu efter denne opdagelse alle runder turen af på en lokal piazzetta til megen glæde og afslapning for de danske vandrere. Det er nærmest højdepunktet på turen, der normalt medfører cirka 16 kilometer trekking om dagen. Danskerne opdager piazzaterapi, når de hviler sig og forsøger at opføre sig som de lokale beboere. Sproget har ikke den store betydning her; ganske få ord, mimik og smil hjælper uden lige.

Den lokale vin bidrager også til socialiseringen. Helst et glas kølig hvidvin om dagen. Rødvin om aftenen. I den rækkefølge.

I nogle tilfælde bliver piazzaterapi komplementeret med en pizzaterapi, og så er følelsen af lykke fuldkommen.

Slip sladderen løs

I Danmark er det noget sværere at finde det oplagte vejr, der åbner muligheden for denne type terapi,  og man er efterhånden løbet tør for små åbne pladser, men ideen kan bestemt overføres. Man skal bare huske at sladre frit og tale ud. Det er en vigtig del af den italienske livsstil.

Nu da man igen taler højt om europæisk integration og harmonisering, kan italienerne bidrage med immaterielle goder. Italienerne vil gerne harmonere med de øvrige europæere, men vil samtidig beholde deres fredelige anarkisme, som er grundlag for den livsstil, som den 90-årige sociolog Franco Ferrarotti elskede at definere:

»Vi har fremelsket en livsstil, der måske er fattig på effektivitet, men rig på nydelse. Enkle ting som for eksempel at nyde det daglige måltid, gå en tur eller bare sidde og iagttage livet omkring sig bliver til noget særligt i Italien. Vi har øvet os på det igennem flere århundreder«.

Det er samme livsstil, som fik en kendt fransk psykiater til at definere psykoanalysen sådan: »Psykoanalyse er en videnskabelig metode opfundet af en germansk jøde for at lære englænderne at opføre sig som italienerne«.

Nu må vi se, om englænderne og danskerne kan lære at sætte sig ned og sladre lystigt.

Kejser Claudius Ranieri

230516_001

Foto: Matt Dunham, AP

Klummen har været bragt i Politiken d.  15. maj.

Kejser Claudius Ranieri er nu en del af den romerske evighed

Det retoriske spørgsmål, jeg hører i mit kvarter i Rom, lyder: Er der stadigvæk nogen, der sår tvivl om Roms evighed?

Glem alt om Colosseums evighed og Peterskirkens åndelige udødelighed. Man taler om nutidige folkehelte, der bidrager til myten om Roms evighed.

For eksempel en fodboldspiller som den snart 40-årige ægte romer Totti, der stadig scorer et mål for hver 14. minut, han spiller i Serie A? Og hvad med den pære-romerske succestræner Claudio Ranieri, som i en alder af 64 år går hen og vinder det engelske mesterskab?

Før ham var der kun den romerske kejser Hadrian, der gjorde noget lignende. Han kom til datidens England med sin stærkeste hær, erobrede det halve af øen og byggede en 120 km lang mur for at markere den romerske provins.

Det skete for ca. 1.900 år siden, men Hadrian var kun 45 år gammel, knap 20 år yngre end kejser Claudius Ranieri, der kom, så og sejrede i Premier League. Oven i købet med spillere, der faktisk var blevet kasseret af andre klubber.

Ingen sammenligning, siger man foran min aviskiosk, hvor enhver diskussion ligner en hidsig tvdebat.

Det ender med, at en pensioneret skolelærer bryder ud og siger, at det er på tide, at englændere kalder deres hovedstad med det oprindelige romerske navn Londinium og ikke London, der lyder som en trist dørklokke.

Meget er evigt

I Rom er man gavmild med betegnelsen evighed. En kærlighedshistorie kan være evig, selv om den kun varer 50 år. En bymur kan ligeså være evig, selv om den kun er 1.750 år gammel. En kvindelig frugthandler fra torvet kan være evig med sin frodige og bølgende barm, når hun falbyder frisk ricotta af fåremælk fra fårene, der græsser på markerne uden for Rom, på samme måde, som hendes formødre falbød disse varer for evigheder siden.

Kejser Claudius Ranieri f.eks. er nu en naturlig bidragyder til Roms evighed; evig er snarere en titel for dem, som har udrettet noget virkelig imponerende, som det angelsaksiske folk har imiteret med udtrykket hall of fame.

Både Totti og Ranieri er ægte romere fra folkelige kvarterer, hvor folk har nemt ved at tro på mirakler.

Ranieri er født i Testaccio, hvor klubben Roma blev stiftet i 1927.

Totti er opvokset ved Porta Latina, som er en evig byport på 1.750 år. Ingen i Rom kan lade være med at sammenligne Ranieris sejr med Tottis bedrifter. Ranieri var træner i Rom og nåede med Totti en flot andenplads i 2010 – en evighed siden.

Man skal komme til Rom for at fornemme evigheden i hverdagen, hos dem, der driver et folkeligt spisested, hos de gamle, traditionelle familier. Claudio Ranieris mor er kun 96, men for alle i Testaccio er hun også evig.

Jeg tillader mig at afslutte diskussionen foran aviskiosken med en hentydning til familien Schmeichel: Havde de været romere, ville de også fortjene en titel som evige. Konklusionen bliver godkendt.

Kan mozzarellaost bidrage til verdensfred?

Mozzarellaost

Fotos: Alfredo Tesio

Bragt i Politiken d. 29. april 2016

Italienerne som regel er meget tolerante.

Hvis en politiker formår at tillempe et offentlig kontraktudbud, så ordren går til vedkommendes nevø, gør det ikke så meget. Det er en tolereret form for nepotisme, og det afføder ikke meget andet end skuldertræk. Men hvis en pastaproducent ikke bruger den korrekte durumhvede, må vedkommende ryge i spjældet. Simpelthen, siger vox populi. Der er visse ukrænkelige værdier i Italien, trods alt: Madonnaen, for eksempel. Eller for romerne den evige Francesco Totti – eller pasta carbonara, som franskmændene har lagt sig ud med, og selvfølgelig: mozzarellaost.

Mange tror, at de kan spise noget, der svarer til ordet mozzarella overalt.

Igen blasfemi. Den eneste ægte mozzarella, lavet på bøffelmælk, findes kun i et bestemt område i Syditalien. Alt andet er pinlige efterligninger.

Følgelig har den seriøse forening Le Strade della Mozzarella, Mozzarellaens Veje, organiseret en international kongres i den historiske by Pæstum med deltagelse af michelinstjerneklædte chefkokke fra hele verden. Franske, amerikanske, svenske, og tyske gæstekokke var mødt op for at diskutere og lære lidt om, hvordan man kan bruge mozzarellaosten i moderne madlavning.

Og der var ikke grænser for, hvad de ambitiøse stjernede kokke kunne finde på. Genial var eksempelvis svenske Magnus Ek, der efter sin smag kombinerede den ægte mozzarella med svenske smage som kommen, brændte agurker, tørret og bagt mozzarellamælk og grannåleolie!

Ortodokse italienere så dog lidt skeptisk på retterne, der manipulerede den ukrænkelige mozzarella.

Ifølge dem bør mozzarellaen kun spises rå med ikke andet end få dråber af den bedste olivenolie, fulgt af ægte landbrød.

De mere fremskridtsvenlige mente derimod, at mozzarellaen er en himmelsk gave, som det gavmilde Italien kan berige hele verden med, bidrage til den globale fred og sætte en stopper for den internationale madforvirring.

De mere strategiske italienere mener også, at mozzarellaen kan bane vejen til andre italienske produkter.

Måske de yderligere 467 typer oste, de cirka 2.000 typer pasta, vine, naturligvis, espressokaffe – og hvorfor ikke brød?

Et stykke brød på knap 10 kilo bagt i en 1.200 år gammel ovn i Matera var beviset på, at visse madvarer kun kan produceres bestemte steder og ikke kan efterlignes. Nogle frankofile påstod derimod, at mozzarellaen udmærket kan følges af en baguette. Så var freden atter brudt! Diskussionen var endeløs og ikke så fredelig endda.

Nogle overdrevne radikale italienere krævede straks en boykot af fransk ost. Andre kultiverede folk mener, at det er på tide, at Frankrig leverer Mona Lisa fra Louvre tilbage til Italien. Måske er de internationale kriser så store, at end ikke mozzarellaen kan løse dem?

 

Paven har verdens bedste spioner

Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Klummen har været bragt i Politiken d. 23. marts 2016

Påsken er fredens tid; det budskab kommer fra paven. Men i år må ingen hvile i Vatikanet, for Islamisk Stat truer.

Vatikanet ser dog overbærende på truslen. Ikke blot på evangelisk vis, men mest i kraft af ministatens effektive hemmelige efterretningstjeneste.

Det kan lyde som grundelementerne til den næste Dan Brown-roman, men de hemmelig-hellige spioners historie og ry får romerne til at ånde lettet op. Indtil videre.

Vatikanets spionnet blev formelt velsignet af pave Pius V i 1566. Interne komplotter og teologiske konflikter med de lutheranske lande var årsagen til oprettelsen, og dengang brugte paven gejstlige forklædt som civile og omvendt, men også prostituerede, som var yderste nyttige kilder. Rom havde 50.000 indbyggere, hvoraf 7.000 var aktive ludere, fordi de allerfleste indbyggere var gejstlige under cølibatloven, der alligevel skulle betjenes.

Siden da har verdens ældste stat udviklet et formidabelt spionnetværk, som fik den legendariske nazistjæger Simon Wiesenthal til at betegne pavens hemmelige tjeneste som mere effektiv end Mossad.

De naive kunne så spørge: »Hvad med attentatet mod den polsk fødte pave i 1981, kunne det ikke forudses? «. Svaret kunne være: Mon den hellige tjeneste kendte til det, men ikke ville forebygge det?

Paverne har sikkert lært spionsystemet af det romerske kejserrige, hvor spionkunsten blev skabt.

Foruden den om arkespionen Judas, der leverede Jesus til romerne, er der mange andre fortællinger.

De romerske kejsere havde i det første århundrede e.Kr. en hemmelig tjeneste bygget på frumentarii; spioner, der handlede korn (frumentum) i Rom og rundtomkring i verden. Men det var åbenbart ikke nok. Et par hundrede år senere ville kejser Diokletian have sine egne agentes in rebus for at forebygge lurende komplotter. De havde licens til at dræbe længe før agent 007.

Diokletian ville ikke ende som de tidligere 22 kejsere, der alle blev myrdet, måske derfor tilskrives han også minispioner kaldet curiosi – nysgerrige – som var korps, der blandede sig med de menige borgere.

Diokletians mission lykkedes. Han blev den eneste kejser, som døde af naturlige årsager, og han kunne endda nå at abdicere.

Romerkirken må paradoksalt nok have lært meget af hans metoder.

Diokletian huskes som den værste kristenforfølger i historien. Men alt går tilbage til kejsertiderne, plejer de stolte kultiverede romere at sige overbærende. Intet nyt er blevet opfundet siden da.

Det burde man så have fortalt den italienske regering, da Italien klagede over, at USA havde spioneret mod ministerpræsident Berlusconi i 2011, dog på samme måde som man gjorde med fru Angela Merkel og den franske præsident Sarkozy. WikiLeaks blev det kaldt, men det må tolkes som en slags nemesis.

For Rom, ikke for paven. Det ved Dan Brown, der så tit kommer til den evige stad for at studere og lære, men altid inkognito.

Kejser Trajans folk vender tilbage til Rom

Foto: Jacques Brinon, AP

Foto: Jacques Brinon, AP

Klummen har været bragt i Politiken 18. februar 2016

Romano eller romeno? Romer eller rumæner? Dette er spørgsmålet.

På italiensk er den sproglige forskel minimal; det er nok kejser Trajans skyld.

Trajan var meget ambitiøs. Under hans styre nåede det romerske rige den største udstrækning nogensinde.

Det skete omkring år 101-114 e.Kr. Trajan ville også erobre det daværende Dacia, som faktisk blev den romerske provins per definition, og blev kaldt det nye romerske land, altså Romania.

Uheldigvis, siger nogle romere i dag.

Det latinske sprog blev grundlaget for det rumænske sprog. Den dag i dag kan rumænerne lære det nye latin, altså italiensk, på ganske kort tid. Ofte på en gebrokken måde, men tilstrækkeligt til at gøre sig forståelig. Rumænske elitesprogbrugere kan lære italiensk uden accent, og man kan dårligt skelne mellem en romer og en rumæner.

Det får mange i Rumænien til at vælge Italien og navnlig Rom som deres nye bopæl. Den italienske hovedstad oplever, hvad Dacia så Trajan gøre: en invadering. Knap 200.000 rumænere bor i dag i den evige stad, og tallet for hele Italien er 1,5 millioner.

For Rom betyder det regnestykke, at der i byen med 4 millioner indbyggere er en rumæner for hver 20 romere.

»Det er historisk nemesis«, siger den rumænske ambassadør i Rom, fru Dana Constantinescu, smilende – og naturligvis på flydende italiensk – til Bagsiden.

Måske var det ikke et sammentræf, at kejser Trajan og hans efterfølgere havde placeret deres største hær på hele 150.000 legionærer i Romania som den største skanse mod de østlige barbarer. Næsten det samme antal er nu vendt tilbage til Rom. Så kan man kalde det reinkarnation eller måske bare følger af EU-reglerne.

De allerfleste rumænere i Italien arbejder flittigt og bidrager til deres egen og Italiens økonomi.

Bagside-leverandøren i Rom har netop fået repareret radiatoren af en rumænsk smed. Tv-antennen blev også repareret af en rumænsk håndværker. Sygeplejersken der hjalp i sidste uge? Gæt en gang. Rumæner.

Kassedamen hos bageren? Ditto! Sognekirken i kvarteret er en dag om ugen udlånt til det rumæske samfunds kristen-ortodokse trossamfund.

De fleste romere synes, at der er gode rumænere og bedre rumænere.

Andre forbander stadig kejser Trajan.

I Danmark må man nøjes med lidt plattysk sprogafsmitning hist og her, men tænk, hvis 7 procent af tyskerne pludselig ville flytte til Danmark. Eller hvis briterne ville tage revanche for kong Knud den Stores erobring af øen i 1016.

Hvad ville Inger Støjberg så sige?

Fængselsmad er mere end vand og brød

Tegning af Philip Ytournel

Tegning af Philip Ytournel

Klummen har været bragt i Politiken d. 25. januar 2016

Hvor skal vi spise i aften? In galera, i fængslet, for eksempel.

Og hvad skal vi drikke til maden? Il Galeotto, fangens vin, hvad ellers? Og som dessert? En raffineret fængsels-Giotto-kage.

Surrealistisk konversation? Næ, det er bare konsekvenserne, når Italiens fængselssystem forsøger at rehabilitere en del af de cirka 52.000 fanger. Det gøres på den bedste måde, man kender til i Italien, nemlig ved at tilberede mad, dyrke vin og åbne en restaurant.

Man bruger de dømtes bedste evner for at kunne rehabilitere dem og sende en borger, nu ny som frisk hjemmebag, tilbage i samfundet. Sådan lyder den højtidelige forklaring fra justitsministeriet.

Sådan var fremgangsmåden også for Silvio Berlusconi, da den forhenværende regeringschef var blevet idømt seks måneders socialt arbejde i stedet for at sidde i spjældet som mange andre, der havde begået det samme lovbrud, altså skattesvig og korruption.

Berlusconi skulle bare underholde ældre klienter på et plejehjem. Fire timer hver anden dag. Mange ældre på institutionen åndede lettet op, da han var færdig med at afsone sin straf.

Men vin og finere mad synes at være ganske alvorlige instrumenter i rehabiliteringen af de tidligere lovbrydere.

Det hele startede med fængslet i Velletri ved Rom i 2008, hvor fangerne under kyndig ledelse fremstillede vinen il Fuggiasco, som i dag er meget aktuel, da navnet direkte oversat betyder flygtningen. Vinen blev straks populær. Kvaliteten var rimelig og blev endda bedre med årene.

Så opdagede man, at også på øen Gorgona ved Toscanas kyst, hvor et historisk fængsel har eksisteret siden 1857, kunne fangerne med fordel sættes til at dyrke en fornem vinstok og vindrue for adelsfamilien Frescobaldi, hvis vin kan spores tilbage til 1200. Det blev til en begrænset produktion på 3.000 flasker om året af den fineste kvalitet, fortæller markisen Frescobaldi. Cirka 40 fanger er involveret i projektet, hvoraf nogle er dømt for mord. Vinen, der sælges til dyr pris, er både udsøgt og udsolgt.

Greven fra Monte Cristo kunne ikke have gjort det bedre.

I Paduas fængsel er hen mod 120 fanger på skift involveret i konditoriet Giotto, der blandt andet laver de fineste panettoni-kager, der findes i Italien, siger madanmelderne. Giotto sælger sine elegante produkter på nettet til hele verden.

Det, der imidlertid har gjort, at denne rehabiliteringsmetode nu er kendt over hele Italien og har fanget de britiske mediers opmærksomhed, er restauranten In Galera i Bollate-fængslet ved Milano.

Restauranten er faktisk en del af fængselsbygningen; chefkokken er en fri mand, men alle hans medhjælpere og tjenere er dømte, der angrer synder fra deres gamle liv og prøver at skabe et nyt. De gæster, der kommer i fængslets restaurant, smager den gode mad, antagelig med vinene fra de andre fængsler, og kan siges at have oplevet noget unikt.

Ingen fange i de kulinariske fængselsjobs har hidtil forsøgt at flygte. Alle er lønnet i overensstemmelse med jobbet, og italienerne synes, det er spændende og socialt nyttigt at hjælpe fangerne.

Faktisk er der tale om en så stor succes, at en ny vittighed er begyndt at florere. Den siger, at nogle unge italienere er slået ind på en kriminel løbebane, blot fordi de ønsker at blive arresteret for endelig at kunne få et fast lønnet job med gode fremtidsperspektiver.

Al magt til pensionisterne

Foto: L'Osservatore Romano/AP

Foto: L’Osservatore Romano/AP

Klummen er bragt i Politiken d. 30. december 2015

Der er ikke så få vintage-italienere, der under denne evindelige krise savner det gode gamle. Alt nyt synes at være lidt skuffende, som for eksempel de nye unge politikere.

Ministerpræsident Renzi er knap 41. Hans største modstander, Matteo Salvini, en god ven af Kristian Thulesen Dahl og Marine Le Pen, er bare 42. Og for at gøre ondt værre er oppositionens nye stjerne Luigi Di Maio, fra bevægelsen 5 Stjerner, ikke engang fyldt 30.

Disse tre holder taler og tweeter samtidig. De deltager i paneler og opdaterer Facebook undervejs. Det hjælper åbenbart på deres popularitet, men det er ingen hemmelighed, at de ældre italienere betragter de nytilkomne politikere som teenagere og har svært at tage dem alvorligt, selv om det nu tilsyneladende er dem, der styrer landet.

Lad os nu bare sige det uden omsvøb: Italien har aldrig været et land for unge. Den gennemsnitlige alder for ministerpræsidenter før Renzi var over 60. Republikpræsidentens alder har ligget mellem 74 og 90. Selv Julius Cæsar døde efter at være blevet dolket af ret unge sammensvorne, måske fordi diktatoren var fyldt 56.

Men nu, ved juletid, ønsker folk at møde beroligende ældre figurer som julemanden eller den evige Dario Fo, landets 90 år gamle skuespiller og dramatiker-ikon, som modtog Nobelprisen i litteratur i 1997.

Dario Fo optrådte forleden på det statslige tv, frisk som en fisk, i aftenens mest sete program. Dagen efter var han til en debat med en yngre dansk-italiensk journalist på 70, og Fo var en hel del friskere end journalisten.

De ældre italienere vil også stadig både høre og se paven, som er 79 år gammel, men trods alderen hver dag tordner mod de korrupte mennesker over den ganske klode.

Paven forklædt som julemanden ville være toppen for nostalgikerne, og det er ikke udelukket, at han sagtens kunne finde på noget lignende. I denne alderssammenhæng er det lige før, man savner Silvio Berlusconi, som kun er 79 år gammel men stadig kan imponere med fantasifulde og spektakulære løfter om fri tv-licens til alle og skattelettelser til navnlig de ældre rige.

Italien lider slemt af nostalgi og trang til retro og vintage. Landets største og eneste bilfabrik sender biler på markedet med de gode gamle navne: 500, Tipo, Giulietta, der ikke skræmmer, men tværtimod beroliger, især hvis de bilkøbedygtige borgere er over 50, hvilket de fleste italienere vitterligt er.

De yngre har ikke råd til den slags. En ros skal de unge politiske ledere dog have: Deres kamp for at udrydde ledigheden blandt de unge har medført iøjnefaldende resultater.

Arbejdsløsheden er faldet fra 42 procent til 41,4 procent.

Julemanden, forklædt som paven eller som Dario Fo, bedes komme og give sit besyv med og hjælpe, hvor han kan.

En ny gruppe barbarer truer Rom

Foto: AP/Andrew Medichini

Foto: AP/Andrew Medichini

Klummen er bragt i Politiken d. 27. november 2015

Rom er truet!«, råbte Censor Cato i det romerske senat for cirka 2.200 år siden, netop ham, der mente, at Kartago burde ødelægges.

Mit kvarters filosof, den 83-årige Arnaldo, gentager disse ord og trækker overbærende på skuldrene.

Han er ikke bare filosof, men også krigsstrateg.

»For 20 århundreder siden sendte vi konsul Scipio ud til Afrika, og han besejrede Hannibal på udebane, efter at Hannibal havde hærget og terroriseret hele Italien. Sådan burde vi gøre også i dag, nemlig sende en ny Scipio derud«, siger han tænksomt.

Man skal ikke prøve at sige filosoffen imod. Heller ikke påpege, at den nye trussel fra IS er noget anderledes end Hannibal, at nutidige våben er farligere og så videre.

Arnaldos opfølgning er drastisk og tillader intet gensvar: »Rom har overlevet barbariske invasioner, kejser Nero, kristelige demokrater og Berlusconi og vil sikkert overleve Islamisk Stat«.

Romernes sarkastiske ironi har altid været et godt våben til at afdramatisere spændingen, navnlig hvis man spadserer i den indre by og ser kampklare politibetjente.

Der er sikkert næsten lige så mange skjulte civile betjente, men romerne synes at tage det pænt.

Rom er en ung by på 2.760 år og er stadig eterna – evig – bliver romerne ved med at sige. Men hvorfor kommer så mange til den evige stad? Ud over for at true med våben og onde ting?

Man kommer til Rom for at huske, skrev forfatterne i guldalderen, selv om man aldrig havde været der før.

Derfor er det ikke sjældent, at en ny besøgende får et deja vu. Man oplever noget, man synes, man har oplevet eller set før. Ikke blot Colosseum og Peterskirken, som man sikkert har set på billeder, men også den lille kirke ved den maleriske have.

Og hvad med fortovscafeen, det lille spisested med dejlig vin?

Ingen trussel kan svække disse unikke fornemmelser, og det ved indbyggerne her i byen.

Filosoffen Arnaldo vil påstå, at Rom stadig er verdens mest besøgte by igennem tiderne, hvis man tager pilgrimme og barbariske invasioner med i beregningen. Pilgrimme vil der komme millioner af i de næste seks måneder, fordi pave Frans helt uvidende har indstiftet et ekstrordinært Giubileo, jubelår.

Hvis Rom og romerkirken har formået at overleve alle de intriger, mord og skandaler, der har fundet sted her i over 2.000 år, så må Gud for alvor beskytte Rom, siger et romersk mundheld.

Den beskyttelse fæster romerne deres lid til. Den – og de kampklædte betjente på patrulje i byen.

Er Danmark fyldt med mordere?

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Klummen er bragt i Politiken d. 15. oktober 2015

Arnaldo, min aviskioskmand, er meget bekymret for den danske befolkning.

Han har lige solgt endnu et eksemplar af Jussi Adler-Olsens seneste kriminalroman, oversat til italiensk og stærkt omtalt i Italien. En god ven af ham har oven i købet læst bogen, hvilket ikke er opsigtsvækkende, da Jussis krimier er meget populære i Italien.

Det er danske krimier i det hele taget. Mange af dem er blevet oversat; Anna Grues skaldede detektiv er også blandt de kendte litterære personager, der bliver solgt i Italien.

Mordene nordpå er in hernede. Arnaldos seriøse bekymringer går på det temmelig store antal mord, der bliver begået i Danmark, hvis man retter sig efter, hvad Jussi og de andre krimiforfattere skriver.

»Sådan et lille perfekt land, en model for den øvrige verden, er der virkelig så mange grimme mordere?«, undrer han sig.

»Nej, det er kun fantasi og litterære opfindelser«, skynder jeg mig at sige for at ikke at vansire hans idylliske billede af Danmark – og tilføjer: »Jussi Adler-Olsen er i øvrigt en aktiv pacifist«.

Men det går op for mig, hvor paradoksale disse litterære forestillinger er.

Hvis man bare tager udgangspunkt i en snes tilfældige danske krimier, så bliver der angiveligt begået hundredvis mord hvert år i lille Danmark. Man skulle tro, det var et paradis for massemordere.

Hvis man læser Danmarks Statistik, hvilket Arnaldo burde gøre for at få frygten fjernet, forholder virkeligheden sig anderledes.

»Der er i gennemsnit knap 49 drab om året i Danmark. Fra 2013 til 2014 var der en stigning i antallet af drab. Langt de fleste drab bliver opklaret.

I 2013 blev der rejst sigtelser i 85 procent af drabssagerne«, meddeler altså Danmarks Statistik.

Der er altså langt flere krimiforfattere end drab i Danmark.

Jo roligere et samfund er, desto mere dramatisk fantaserer dets forfattere, må mottoet lyde. Og det kan bekræftes her sydpå.

For Italien er alt andet end et roligt land, men der er stadig flere drab end krimiforfattere, selv om antallet af drab er faldet radikalt i de sidste 20 år.

De italienske læsere foretrækker at læse amerikanske eller skandinaviske handlinger frem for deres egne, som er alt for tæt på virkeligheden.

Den mest populære kommissær i Italien er Salvo Montalbano, en personage beskrevet af den 90-årige forfatter Andrea Camilleri. Montalbanos univers er også er blevet en populær tv-serie i hele verden.

Montalbano opklarer gennemsnitligt tre mord pr. bog, men virkeligheden er lidt anderledes, selv på Sicilien. Det opdagede jeg, sidst jeg var på Montalbanos hjemegn. For her er kun blevet begået ét drab i de sidste tre år.

Så Arnaldo behøver hverken frygte for danskernes liv eller sit eget.

Alle problemer kan danses væk

Foto: Alfredo Tesio

Foto: Alfredo Tesio

Bragt i Politiken 31. august 2015

I mere kulturtro tider var den italienske kur mod livets elendigheder, sygdomme og bekymringer enkel: dans.

I Syditalien dansede man for eksempel tarantella, så var problemerne jaget væk – eller bare glemt.

Overleveringen siger, at når man fik et pizzica, altså fik et bid af edderkoppen taranta, fik man ukontrollerede bevægelser, der mindede om en dans, senere blot kaldt tarantella.

Efter biddet skulle man drikke så meget vand som muligt, men også vin (sikke et godt påskud!) og ellers bare danse og danse.

Pizzicato, den bidte person, skulle ikke modsiges. Vedkommende fik sådan set lov til meget mere end de andre, og efter sigende blev man stærkere og levede længere end de andre, hvilket man kan forvisse sig om, hvis man bruger lidt tid på et museum dediceret til tarantaens historie i den smukke by Galatina i regionen Apulien.

I denne by er man sikker på, at Stan Lee, forfatteren bag Spider-Man, var på besøg og samlede alle legenderne omkring tarantas virkninger, inden han forfattede sine historier om Edderkoppemanden.

Tarantellen og dens positive effekter er atter blevet aktualiseret i Melpignano Lecce, stadig i Apulien, hvor man hvert år organiserer La Notte della Taranta, en række tarantelkoncerter, der kulminerer i en hel augustnat med tarantelmusik og -dans med bidrag fra internationale stjerner, forudsat at de blander deres egen kunst med tarantelmusikken.

Det gjorde den legendariske percussionist Tony Allen og bassisten Poul Simenon (The Clash) i år.

Det endte med en enorm gratis fornøjelse, dans og koncerter overværet af 20.000 begejstrede tilskuere, der forsøgte at danse med.

La Notte della Taranta er i de senere år blevet støttet af regeringen – og endda af EU. Måske håber det offentlige

Italien, at dette ville hjælpe italienerne til at glemme krisen, arbejdsløsheden og alle de elendigheder, der ellers præger den lange støvle. Og det burde hjælpe fra bunden, for Melpignano ligger netop i hælen af støvlen.

For mig selv var det let at danse med. Tarantel lærte jeg i børnehaven.

Sådan noget gjorde man i tiden før internettet. Jeg dansede med min børnehavelærerinde, den unge nonne Suor Angelina, der havde et pænt overskæg, og som jeg som 5-årig var vildt forelsket i.

Det var nok ikke den samme dans, vi dansede dengang, for på scenen i Melpignano manglede de erotiske hentydninger ikke. Og dog: Når Suor Angelina dansede og endelig kunne vise anklerne, blev hun noget fjern i blikket, når jeg tænker tilbage på det med bagklogskab.

Måske fik hun også danset nogle problemer væk.

Længe leve Tarantel!

Den sidste revolutionære

Foto: L’Osservatore Romano/AP

Foto: L’Osservatore Romano/AP

Bragt i Politiken 23. juli 2015

Måske er pave Frans den sidste revolutionære

Verdens for tiden største samfundsomvælter kommer ikke fra Nordkorea, Iran eller Cuba, men er iført en hvid kjole, bor i Rom, nærmere bestemt i Vatikanet, verdens ældste og mindste stat.

Den revolutionære leder er Papa Francesco, pave Frans, i hvert fald ifølge flere italienske intellektuelle.

Pave Frans tør, hvor de tidligere paver altid har tiet. Tag for eksempel Vatikanets bank, der i årevis har været mistænkt for lumske transaktioner og ligefrem mafiaforbindelser.

Nu er banken under den hellige kontrol og er næsten en social bank. De belastende pædofile præster bliver ikke blot fjernet, men også fængslet.

Også de homoseksuelle har pludselig fået den pavelige forståelse. Paven har fået smag for daglig at udfordre et kirkeligt system, der i århundreder har hvilet på en konservativ kurie (kirkens styrende embedsmænd, red.) og de lukrative lobbyer knyttet til systemet.

Pave Frans’ interne revolution udvikler sig til en nytænkning også i den øvrige del af verden. Pavens nylige klimakamp er ikke nogen kristelig vejrudsigt, men derimod en direkte fordømmelse af multinationale selskaber og stater, der misbruger Jordens ressourcer til deres egoistiske fordel.

Nytænkningen, der udgår fra Vatikanet, hjælper de frisindede italienske katolikker med at tale ud og feje hykleriske hæmninger væk, og ændringerne viser sig i aktuelle meningsmålinger blandt de troende.

De fleste katolikker (65 procent) taler nu for homoseksuelle ægteskaber, fri altergang for de fraskilte (80 procent) og fri sex før ægteskab (70 procent). Noget, der var helt utænkeligt under tidligere paver.

Gammeldags katolikker synes imidlertid ikke om denne revolution. Pave Frans har mange tilbedere blandt frisindede og fattige, men næsten lige så mange fjender blandt de fundamentalistiske katolikker, for ikke at nævne den amerikanske kirke, som har haft flest pædofili-tilfælde og menes at være knyttet til de store lobbyinteresser.

»Han er en kommunist«, sagde en gejstlig i New York om paven. »Jeg refererer blot til, hvad der står i evangeliet«, svarede pave Frans.

På grund af revolutionslysten lyder parolen i Rom ’Paven holder ikke længe’. Folk husker pave Johannes Paul I, der kun sad i embedet i 33 dage. Også han ville lave om på det hele, og i stedet sluttede det hele brat.

Det husker Frans åbenbart også. Følgelig er han den første pave, som ikke bor i den fyrstelige residens i Vatikanet, men foretrækker et værelse i en mindre sognekirke, Santa Marta, og Hans Hellighed spiser heller aldrig alene, men altid i selskab med trofaste venner.

De nye tider har fået satirikerne i Rom til at genfortælle følgende gamle, men eksemplariske anekdote om Gud og Romerkirken: Vor Herre beslutter sig for at kigge ned på Jorden for at se, hvad der sker. Han ser svedende minearbejdere i Sydafrika, der lider under det tunge arbejde.

»Hvorfor lider de sådan«, spørger han lidt naivt Sankt Peter. »Det var dig, der sagde, at »menneskeheden skal slide og slæbe««. »Men det mente jeg da ikke«, siger Vor Herre tøvende. Så ser Vor Herre en kvinde i barselsengen.

»Hvorfor lider hun så meget«, spørger han. »Det var dig, der sagde »Kvinder skal føde under pine og smerte««.

»Men det mente jeg da ikke«, siger en fortrydende Vor Herre. Så kigger Gud på gejstlige og fede kardinaler i Vatikanet, der ler, spiser, drikker og nyder livet. »Endelig ser jeg nogen, der er glade«. »Ja«, svarer Sankt Peter, »det er netop dem, der forstod, at du ikke mente det«.

Tror man ikke på pavens nye tiltag, kan man direkte skrive til ham på denne adresse. Han svarer på alle breve: Sua Santità Francesco, Casa Santa Marta, 00120 Città del Vaticano.

Pasta med tomatsovs er Italiens Viagra

080715_001

Foto: Finn Frandsen

Artiklen er bragt i Politiken d. 25. juni 2015

STYRKENDE. Den italienske forening for androloger, mandelæger, har konkluderet, at den kulhydrattunge italienske pasta tilsat økologisk tomatsovs yder et uvurderligt bidrag til mænds potens og generelle seksuelle formåen.

Italians do it better.

Denne gamle vending om kropslige udfoldelser i soveværelset har gjort italienerne meget stolte igennem tiderne. Men hvor ligger italienernes hemmelighed og force på dette område?

For nogle år siden kunne man fristes til at tro, at det italienske turistråd stod bag fodringen af myten om latin lovers, der appellerede til mange kvindelige turister. Men nu, da the latin lover syntes at være en uddøende race, kommer videnskaben til undsætning for at forny myten om den potente italienske machomand.

Det videnskabelige selskab SIA, foreningen for de italienske androloger, altså: mandelæger, skriver som konklusion fra den årlige kongres, at pasta og pizza dækket af (økologisk) tomasovs yder et stort bidrag til den mandlige erektion og frugtbarhed. Fordyber man sig i den videnskabelige forklaring, får man at vide, at pastaens kulhydrater slipper deres energi langsomt, men vedvarigt.

Få, men vigtige vitaminer som B1, B11, fibre og den følgende serotoninpåvirkning giver ro og følgelig en seksuel selvsikkerhed. Hvis man tilføjer sovs af ægte tomater, der har spiret og vokset sig sunde under den strålende sol, og som er rige på både c-vitamin og lycopen, så finder man den perfekte kombination for at holde den menneskelige race ved lige.

Spørger man her i landet, vil italienerne påstå, at de altid har kendt til denne hemmelighed, dog uden den officielle videnskabs godkendelse. Et af beviserne på sammenhængen er den dalende fødselsrate i Italien.

Den falder støt – og i fin takt med det dalende forbrug af pasta og pizza. Hvilket de moderne ernæringseksperter ufrivilligt er skyld i.

Man kunne derfor tro, at det forestående verdensmesterskab i pasta, der afholdes i Parma, stod bag denne opsigtvækkende seksualvidenskabelige åbenbaring.

Men mere sandsynligt er tesen om verdensudstillingen EXPO 2015, der holdes i Milano helt til oktober, som spindoktor. For temaet for verdensudstilling nr. 34 i klodens historie er nutrire il pianeta, energia per vita –at nære planeten, energi for livet. 145 lande vil være til stede for at vise, hvordan man kan ernære verdens befolkning. Italien som værtsland har den største stand og huser kongresser, seminarer og lignende begivenheder, hvoraf de fleste handler om durumhvede og pasta.

Og man kan roligt forvente medfølgende smagsprøver.

Den kulhydratrige kost er åbenbart en af de nemmeste diæter, hvis man ønsker at brødføde de syv milliarder mennesker på jorden og give dem den nødvendige energi.

Det fører dog til et kristent paradoks: Hvis italienerne lærer alle på Jorden at spise pasta og pizza, der styrker potensen, risikerer vi så ikke at blive for mange på denne klode?

Roms ørne og ulve

Foto: Gregorio Borgia, AP

Foto: Gregorio Borgia, AP

Bragt i Politiken 24. maj 2015

Roms ørne og ulve kæmper om fodboldmillionerne.

De første konfrontationer fandt sted for cirka 2.000 år siden.

Historikere som Gaius Acilius nævner mere eller mindre fredelige dyster mellem Roms forskellige gentes, de daværende bysbørn.

Overleveringen siger også, at selv Julius Cæsar havde ikke noget imod, at legionærerne holdt indbyrdes konkurrencer med læderbolde dyster, som ikke alle slap helskindet fra.

I vore mere eller mindre fredelige dage kan de fleste forvente at kom- me levende fra kampene, men måske gælder det ikke det såkaldte derby mellem den evige stads to fodboldklubber, Roma og Lazio. De to mødes som regel et par gange om året. Men næste gang er det dødsens alvorligt. De skal nemlig spille om en sikker plads i Champions League, og med to spillerunder tilbage ligger de to Romklubber side om side på 2.- og 3.-pladsen i ligaen, som Juventus for længst har vundet.

Vinderen af lokalbraget i Rom kommer i det forjættede land, taberen risikerer at blive overhalet af Napoli og følgelig slet ikke komme i nærheden af de omtrent 40 millioner euro, som Champions Leaguedeltagelsen kan udløse.

Prestige, revanche, tradition og rigtig mange penge er på spil. Og det mærker man tydeligt i hovedstaden.

Tilhængere af Lazio får ikke deres pizzaer serveret på den normale høflige vis hos Core de Roma-pizzeriaet ved Porta Metronia. Stedet er fuldkommen dedikeret til Romas anfører, Francesco Totti, der vokse- de op i en sidegade til pizzeriaet.

For Roma-tilhængere er det til- svarende ikke nogen god ide at erklære sin beundring for og kærlighed til Roma over for en af byens taxachauffører, fordi de fleste er Lazio-tilhængere.

Sådan er stemningen i byen op til den store tvekamp i morgen klokken 18. Sjældent er derbyet blevet tillagt så stor betydning, hvilket man også kan konstatere på klub- farverne, der flages med rundt i byen. »Det er, som som to landshold skal mødes«, skriver det romerske dagblad Corriere dello Sport.

Når Lazio og Roma tørner sam- men på Det Olympiske Stadion, som er hjemmebane for begge klubber, handler det ikke så meget om sport, men nærmere om en rivalisering og en lidenskab, der skiller byen i to blokke: romanisti og laziali. Den dag kan alt ske. Regeringen kan falde, og paven kan dø, men når Lazio og Roma mødes, har derbyet allerhøjeste prioritet.

Lazio blev grundlagt i 1900 af byens bedre borgerskab. De rige, der ønskede at dyrke idræt, blev medlem af Lazio, hvor man havde mulighed for at ro på Tiberen, spille polo, tennis, ja Regeringen kan falde, og paven kan dø, men når Lazio og Roma mødes, har derbyet allerhøjeste prioritet endda cricket og hvorfor ikke fodbold?

Klubben Roma blev stiftet i 1903, men blev til AS Roma efter fusion mellem to andre klubber i 1927. Roma blev folkets klub. Medlemmerne kom fra de folkelige kvarterer, navnlig fra Testaccio, og klubben blev hurtigt et modstykke til Lazio. Det var en historisk gentagelse af plebejere mod aristokrater. I dag finder man tilhængerne på tværs af de sociopolitiske skel, men begge klubber bærer stadig Julius Cæsars legioners symboler: Lazio har ørnen, der flyver højt. Ved hjemmekamp sender laziali en rigtig ørn i luften, som flyver over stadion i håb om at skræmme modstanderne. Roma har Lupa, ulvinden, der ifølge sagaen ammede tvillingerne Romulus og Remus, der grundlagde byen.

Det første lokalopgør mellem Roma og Lazio fandt sted i 1929, og dengang var næsten alle spillerne romere. I dag har begge klubber et flertal af fremmedlegionærer fra 13 forskellige lande. Men mon ikke også Julius Cæsar brugte legionærer fra de erobrede lande?

Det rituelle spørgsmål i Rom er, hvem paven holder med? Romanisti er sikre på, at pave Francesco umuligt kan andet end holde med Francesco Totti og de oprindelige proletarer. Laziali er sikre på, at paven holder med Lazio, fordi Vatikanstaten har den himmelagtige lyseblå farve ligesom Lazio.

Paven selv er tavs om sin stillingtagen, men selv han skal nok se fodbold i morgen aften, når slaget om Rom bliver afgjort.

Italienerne hjælper vinderen

Foto: AP

Foto: AP

Klummen har været bragt i Politiken 20. april 2015

Der sidder 945 politikere i det italienske parlament. Siden valget i 2013 har 184 af dem skiftet parti. Eller det vil sige: Der har i virkeligheden været 204 partihop, hvis man tæller de partihoppere med, som har skiftet mening to gange og er gået tilbage til deres oprindelige parti.

Nogle af dem har ikke skiftet til andre partier, men har selv stiftet et helt nyt parti eller en ny bevægelse.

Italien har dermed nået en ny rekord. I det tidligere parlament var der kun 160 partiskift.

Det er ikke noget nyt. Allerede i 1876 kunne den venstreorienterede regeringschef Agostino De Pretis beholde sin post takket være nogle parlamentarikere, der var sprunget fra oppositionen. Denne politiske transaktion blev kaldt trasformismo – det at man fuldstændig ændrer politisk holdning for at hjælpe den, der eventuelt kan vinde.

Det italienske parlament og især deputeretkammeret er en fantastisk teaterscene. Det afspejler Italien og kan i bedste fald ses som et billede på italienernes utrolige fleksibilitet. Til tider er det en ren boksering, hvor politikerne demonstrativt forsøger at tæve hinanden, men regelmæssigt standses af politiet.

Parlamentets folkevalgte bliver kaldt onorevole, ærede. Som om de er mere ærede end alle andre borgere. Italiens parlamentarikere oppebærer EU’s højeste parlamentarikerlønninger, selv i krisetider. Efter at have siddet i bare to år har de ret til en parlamentsmedlemspension, som de kan leve af resten af livet.

Det forklarer, hvorfor parlamentet trods de utallige politiske kriser aldrig bliver opløst i de første to år.

Valget af de 945 italienske parlamentarikere følger ofte eventyrlige stier. De fleste af dem har en god baggrund, en rimelig dannelse og en vis ansvarsfølelse.

Men nogle af dem har alligevel taget et gammelt motto til sig. Det opstod i 1876, i forbindelse med at det lykkedes førnævnte Agostino De Preti at beholde sin taburet. Mottoet lyder: Italieneren er dygtig til at hjælpe vinderen. Hele16 parlamentarikere har sluttet sig til det regerende parti PD, selv om de oprindelig blev valgt ind for oppositionspartier.

Det parti, som har lidt mest, er Silvio Berlusconis PDL. De var oprindelig 188 parlamentsmedlemmer, hvis man tager begge kamre med. Nu er der omkring 120 tilbage.

Det giver anledning til overvejelser omkring italienernes tilpasningsevne. Italien i en nøddeskal.

Det italienske tog kører trods alt ufortrødent videre.

Hvilken Francesco?

Fotos: Aaron Favila og Gregorio Borgia, AP

Fotos: Aaron Favila og
Gregorio Borgia, AP

Hvilken Francesco bliver Roms ottende konge?

I disse dramatiske dage giver Rom og Vatikanet genlyd af snak om terrortrusler.

Ordene falder, fordi byens borgere frygter for pavens velbefindende, for pave Francesco, som han hedder på disse kanter, er en populær skikkelse. Ja, faktisk er hans popularitet nået et niveau, hvor en romersk legendefortælling er begyndt at lyde som en konstant hvisken i hovedstaden.

For den pavelige popularitet betyder, at der i øjeblikket er to bejlere til titlen som Roms ottende konge. Og endda to Francescoer: paven og anføreren for fodboldholdet AS Roma, Francesco Totti.

Roms ottende konge er en svævende størrelse, som man ikke finder omtalt i bøgerne, men kun i den fortrolige snak romer og romer imellem. Titlen vil gøre ejeren husket og elsket i eftertiden, og derfor ligger emnet naturligvis romerne meget på sinde. Den mest populære mand får en virtuel titel som ottavo re di Roma, Roms ottende konge.

Navnet skyldes, at Rom blev bygget på syv høje, og for omkring 2.700 år siden blev byen styret af syv konger fra de syv høje. Romerne kan imidlertid godt lide at pynte på historien, og således har de opfundet begrebet ’den ottende konge’.

De to Francescoer har begge mange dedikerede tilhængere i Rom, og for hver af de to er der gode argumenter for, at netop denne Francesco bør krones.

Den 78-årige pave er verdenskendt, reformivrig, mild og klar til at lave mirakler – og til sin tid at blive kåret som helgen. Han er ganske vist ikke romer, selv om han er af italiensk afstamning. Han er ikke engang italiensk statsborger, men er sand romersk oprører, der vil sparke alt det gamle og rådne i romerkirken væk.

Francesco Totti er selv et levende mirakel, eftersom han som 38-årig stadig optræder for AS Roma, scorer mirakelmål og står med en god mulighed for at blive den mest scorende spiller i Serie A nogensinde, den smukkeste titel.

Totti er den regerende ottende konge og forsøger nu at forsvare sin titel. Han er ikke blot ægte romer, men har også været verdensmester. Han er doven og genial, irritabel og irriterende og fantastisk generøs, sådan som en ægte indfødt romer skal være.

For et par år siden besejrede Totti Silvio Berlusconi i den uskrevne kamp om titlen, og det er jo noget af en bedrift.

Silvios tilhængere pressede på for at give den omstridte og dømte politiker titlen, selv om han ikke var romer. Men på trods af hans penge og magt har romerne blæst på ham som kandidat til titlen som ottavo re. Sådan en titel kan man ikke købe, som han ellers havde for vane at gøre i alt for mange tilfælde. Nok havde mange romere stemt på ham, men den ottende konge har intet med politik at gøre. Ærestitlen bliver ikke tildelt igennem meningsmålinger eller telefoniske afstemninger, den kommer af sig selv.

Totti skal imidlertid score mange mål for at forsvare sin titel mod den anden Francesco, for kirkens overhoved står stærkt. Men Totti kan ikke bare afskrives.

Da paven blev udnævnt i marts 2013, og en kardinal råbte den ny paves navn ’Francesco’, råbte nogle romere på Peterspladsen: »Nu er Totti også blevet pave!«.

Den velsignede endefuld

Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Bragt i Politiken 18. februar 2015

Pave Frans’ positive tilgang til fysisk afstraffelse af børn hviler på en rodfæstet italiensk tradition.

Pave Francescos popularitet er stadig høj i Italien. Selv efter hans kontroversielle udtalelser forleden om uartige børn, der kunne fortjene en lille endefuld af forældre, der forstår at afstraffe uden at ydmyge.

Måske har paven på grund af sin italienske afstamning selv oplevet nogle endefulde i sine unge dage i Argentina.

Men med pavelig velsignelse eller ej: I Rom er det ikke længere tilladt at slå børn, selv når de har været uartige. Skolelæreren må altså lægge bånd på sig selv, når de mest irriterende elever er frække. Og der findes vist en del af slagsen.

Nogen længes ligefrem tilbage til årene under fascismen, hvor lærere og professorer uddelte lussinger i flæng til de frækkeste elever. Det styrker deres karakter, lød det. De havde nok de oldromerske skoler som model. Her havde lærerne – som regel frigjorte slaver (såkaldte liberti) – lov til fysisk at afstraffe de dovne børn, selv om de hørte til de rigeste patricierfamilier.

Det var ikke forældrenes opgave. Tortur og lemlæstelser var imidlertid hverdag, når det gjaldt slaverne. For ikke at nævne Julius Cæsars vrede, der let kunne ende med håndamputation af gallerne. Hverken Asterix eller Obelix kunne hindre det. Dengang var det den kristne opdragelse, der satte en stopper for korporlige afstraffelser.

Og dog.

Hvis man tænker på metoderne hos den horrible Inkvisition, som Romerkirken opfandt til straf og advarsel, så er det svært at gennemskue, i hvilket evangelium begrundelserne for straffene er nedfældet.

I de katolske skoler og præsteseminarer var den fysiske afstraffelse tidligere ganske almindelig. Ligeledes ydmygelse af børn og præsteaspiranter, og i de statslige skoler var det ikke ualmindeligt, at religionslæreren – som regel en erfaren katolsk præst – afstraffede børnene med små perfide slag, lige der hvor kraniet var dækket af fyldigt hår. Så kunne ingen se det.

Men det gjorde stadig ondt. Det kan jeg selv bekræfte. Dengang eksisterede der ikke nogen Telefono Azzurro, den blå telefon, som er organisationen, der beskytter de italienske børn mod enhver form for vold, fysisk eller mental.

Så langt er italienerne kommet, at man bare ringer til 114 eller slår azzurro.it op på nettet og beder om hjælp.

Det ved paven godt nok. Ingen menes dog at have ringet til Telefono Azzurro efter pavens udtalelse. I hurtige meningsmålinger på nettet foretaget af dagbladet Libero giver italienerne paven overvældende ret. Ni ud af ti er for den lille advarende endefuld.

Måske er det derfor, at det forlyder, at mange børn nu opfører sig lidt pænere: Deres katolske forældre kan nemlig nu finde på at lægge poden over knæet til en afmålt og endda paveligt velsignet endefuld.

TGT Rom 27.udgave

 

RUINER ELLER MONUMENTER

NÅR MAN KOMMER TIL ROM for første gang og ser Forum Romanum, kan man fåden tanke, at det er ruiner og murbrokker, og hvorfor gør man ikke bare noget ved det?

Har man boet her det meste af sit liv –eller bare været i Rom en enkelt gang –såhar man lært at kende forskel påen ruin og et monu- ment. Mick Jagger udtrykte det ved en Rolling Stones-koncert påCircus Maximus i juni 2014 foran 100.000 begejstrede romere: “Vi er som Forum Romanum: evige monumenter, som al- drig vil blive til ruiner”. Publikum samtykkede med et bragende bifald.

De murbrokker, man i dag ser i Rom, er måske de vigtigste monumenter over den vestlige civilisations historie. Der er andre byer i verden, som er ældre end Rom –Athen og Baghdad for eksempel –men ingen har kunnet bevare verdens historie i sig som Rom.

En kreativ besøgende kan mobilisere sin historiske fantasi og fåruinerne til at gen- opståsom imponerende marmortempler og paladser. Andre, som ikke har fantasien, kan ved hjælp af moderne teknologi opleve det gamle Rom ved en 3D-forestilling ved Forum Augustus fra april til september (> 91). Fore- stillingen finder sted midt i murbrokkerne, hvor man kan forestille sig selv i kejserens Rom befolket med de gladiatorer og bakkan- ter, der er såpopulære i dagens film og tv.

Med samme fantasi kan man forestille sig pavernes Rom. Under de gode paver eller un- der de mindre gode paver, som fx den hor- rible pave Borgia (Alexander 6.) eller nogle af de andre paver, der brugte den hellige stol til deres egne, egoistiske formål. Alle slags paver har været med til at forme det Rom, man i dag møder ganske uden brug af den historiske fantasi i den indre by. Paverne op- førte adskillige renæssanceperler og barok- mesterværker, der var og er enestående mo- numenter midt i den daværende harmoniske byplanlægning før fremskridtet, biltrafikken og forstæderne. Men allerede for over 2000 år siden klagede folk til Julius Cæsar over den forstyrrende trafik af heste og hestevogne. ……(fortsætter i bogen)

Spaghetti a la etiope?

Foto: Alfredo Tesio

Artiklen har været bragt i Politiken d. 12. december 2014

En god spaghettiret kan man efterhånden købe og spise i hele verden. Den slags plejer at hjælpe på sulten og løfte humøret betragteligt.

Men en god pastaret kan også hjælpe Etiopien med at bekæmpe sult og forbedre befolkningens livskvalitet.

Det lyder som en vittighed, men det var faktisk budskabet i Addis Abeba under International Conference Wheat, Flour, Pasta, en pastakonference organiseret af det Italienske Kooperationsinstitut for at overtale etiopiere til at dyrke mere durumhvede, male den med moderne møller og så lave god pasta.

Af uransagelige grunde var undertegnede chairman under denne konference. Måske troede man, at hvis en italiener kan tale et underligt sprog som dansk, så kan han helt sikkert også forstå det etiopiske sprog aramisk.

Utroligt nok er der allerede 29 pastafabrikker i Etiopien. Nogle af dem gamle, stiftet år tilbage som levn fra den italienske koloniperiode (1936-48), andre er ret nye og trives med pæne omsætninger.

Den lokalt producerede pasta, man spiser i dag i Addis Abeba, er ikke værst, hvis man er meget gavmild i bedømmelsen. De velhavende etiopiere spiser dog hellere italiensk pasta, som kan købes i dyre domme i særlige supermarkeder.

For de mindrebemidlede er den gode nyhed, at det ikke varer længe, før mange vil kunne få en spaghetti bolognese på højsletten.

I dag spiser fleste etiopere (når de kan) deres national ret injera, som er en mørk pandekage lavet på en dej af teef, en korntype, der kræver meget og giver minimalt afkast. Durumhvede kan derimod give større kvantiteter på den frugtbare jord, og hveden kan blive til en sund og nærende pasta.

Desuden kan pastaproduktionen foregå på en nemmere måde. Det påstår i hvert fald de etiopiske eksperter.

Landet har enorme jordstrækninger, som kan bruges til durumhvede, og med moderne møller kan hveden blive malet til semulje og derefter laves til pasta. Dermed kan en positiv udvikling fortsætte, for i de senere år er sultindekset blandt de godt 90 millioner etiopere ifølge FN faldet fra 45 til 24. Det er den største bedring blandt centralafrikanske lande, men er dog endnu ikke nok.

Her kommer den italienske pastaekspertise til undsætning. Måske med en spaghetti a la etiope?

Den kan blive en ny international yndlingsret.

Italienerne kan i dag ikke konkurrere med kinesere, der er overalt i Etiopien, heller ikke med de japanske biler, der har udkonkurreret alle de andre mærker, ligesom koreanske fjernsyn. Alt dette kan de rige få.

Men den italienske carbonara, med et gavmildt drys af friskmalet lokal sort peber, kan godt gå hen og blive en ny trendy model for alle etiopere.

 

På to hjul i en umulig cykelby

081114_002

Artiklen har været bragt i Politiken d. 28. oktober 2014

Når du er i Rom, så gør som romerne gør’, hedder det.

Men for cyklister i den italiensk hovedstad er mottoet: ’Når du vil cykle i Rom, så gør det, som københavnere gør’.

De romerske cyklister skal copenaghenizzarsi, direkte oversat: københavnisere sig.

Opfordringen kom direkte fra den danske ambassadør i Rom, Birger Riis-Jørgensen, og blev modtaget med stor begejstring og bakket op af Roms kommune og adskillige cykelsammenslutninger.

København har følgelig aldrig før været så populær i Rom som nu, i hvert fald hos de modige og begejstrede cyklistgrupper.

For at hjælpe de italienske pedalentusiaster i gang var et møde mellem danske og romerske cyklister sat i stand på en solrig søndag, og det var ikke et sammentræf, at turen begyndte under den kæmpestore ikoniske bronzestatue af den hellige Frans ved San Giovannipladsen.

Uden den hellige Frans’ beskyttelse kan det blive svært at cykle i Rom. Også selv om den hellige Frans, beskytter af de mindste og svageste, er blevet stærkt revalueret af den nuværende pave Frans.

Det kan jeg bekræfte, da min skæbne som ihærdig cyklist i Rom dels ligger i hænderne på den hellige Anton, som jeg bærer i en medaljon om halsen, dels i den hellige Frans’. Men ikke mindst i min cykelhjelm og i min medfødte årvågenhed.

Vil en dansk cyklist opleve Rom på cykel, må vedkommende dog glemme alt om, hvordan man cykler i København og forsøge at indleve sig i de romerske regler, der i højere grad drejer sig om at være meget påpasselig og i konstant øjenkontakt med sine ivrige og dristige medtrafikanter.

Begrebet cykelsti er meget fleksibelt i Rom. Cykelstien, der fører fra Via Appia Antica til Circus Maximus, er et fodgængerbefolket fortov, hvorpå man har malet billedet af en hvid cykel. Stien er altså delt territorium for fodgængere, cyklister og et par gadesælgere med deres transportable bar. Her gælder først til mølle-princippet i sin reneste form.

Iden indre by er der slet ikke cykelstier. Vil man hjule sig frem her, må man blande sig dristigt med biler, busser og – allerværst – taxier. Ildprøven er at cykle fra Colosseum mod Piazza Venezia på den brolægning, der skulle minde om de gamle romerske brosten. Stenene er nok ikke 2.000 år gamle, men de ville sagtens kunne bruges til cykelløbet Paris-Roubaix. Vil man derfra stige op ad den 1,5 kilometer lange stejle vej op til Gianicolo, må man være i god form, idet hældningen når 11 procent.

Man bliver dog belønnet med udsigten over byen. Så forstår man, hvorfor man kalder denne bakke Roms ottende høj, selv om der egentlig kun er syv.

Trods de mange hindringer er antallet af cyklister i Rom steget. I dag er det 5 procent af romerne, der bruger cykel, og Danmark har nu fremvist sig som rullende rollemodel og har helt sikkert givet den nye tendens et skub og inspireret de mange indlysende miljøfordele ved at bruge cyklen. Roms byråd og selv borgmesteren har allerede lokket de romerske cyklister med mange cykelsti-valgløfter. Endnu er intet er sket.

Når man derfor overalt i Rom på de romerske gader læser det gamle romerske kendingsmærke SPQR, kan man måske fortolke det i Asterix’ ånd: De er skøre, disse romerske cyklister.

Hvor længe holder spejderdrengen?

Foto: Riccardo De Luca, AP

Foto: Riccardo De Luca, AP

Hans kælenavn er rottamatore – skrotteren – fordi denunge Matteo Renzi vil sendegamle rotter og gamle krukker hjem, væk fra den italienske politiske scene.

Slagordet har hjulpet Matteo Renzi til at opnå ledelsen i sit parti PD. Han er blevet regeringschef nr. 65 i republikkens historie, den yngste i historien. Han har vundet EUvalget med knapt 41 procent af stemmerne og er nu formand for EU indtil december 2014. Skrotteren har opnået ret meget i løbet af sine 39 år; heraf kun godt et halvt år som regeringschef. Igen og igen hører de italienske vælgere om reformer, Renzi vil have gennemført, som skal ændre på helt grundlæggende samfundsstrukturer.

Så det kan vel ikke undre nogen, at hans fjender og ikke mindst en del af de ældre partifæller, som det endnu ikke er lykkedes Renzi at skrotte, mener, at den ivrige tidligere Firenze-borgmester har opnået lidt for meget.

Derfor er der igen gang i væddemål og tipning i Italien: Hvor længe vil Matteo Renzis regering holde? Væddemålet er meget aktuelt hos de italienske og internationale bookmakere. Hvis han går af inden 14. februar, det vil sige efter blot et år som ministerpræsident, vil den forsigtige spiller blot få en lille gevinst. For hver overstået dag efter den den dato kan en indsats gjort i dag blive en gunstig forretning. Den ihærdige regeringsleder blæser imidlertid på alle de katastrofale profetier og vil fortsat forny Italien radikalt.

Som den gode spejderdreng, han altid har været, opgiver han aldrig sit mål. De allerfleste italienske politikere har fået deres basale politiske uddannelse hos de forskellige partier eller på elitære universiteter. Matteo Renzi er uddannet jurist i Firenze, hvor han siden blev regionspræsident og borgmester, men han gør helst brug af sine spejderchefers principper i det politiske liv.

Det betyder ikke blot, at han føler sig kaldet til at hjælpe gamle damer over gaden. Alle landets borgere skal med over på den anden side af gaden, hvor livet er bedre. På spejderture deles kagen i så mange skiver, at der er en godbid til alle, uanset hvem der haft kagen med på turen.

Dette enkle princip er ikke faldet i god jord hos de mange indflydelsesrige lobbyer, der trives i Italien på bekostning af alle de gamle damer, der ikke selv kan gå over gaden. Det kan man let konstatere ved blot at beundre de italienske parlamentarikere, der skændes og endda slås, hver gang spejderchefen forsøger at gennemføre en reform, der kan rette lidt op på det skæve system. Det er først og fremmest parlamentet, som skrotteren vil reformere. Indtil videre har senatet fået en overhaling.

Der sidder 116 (ud af 945) parlamentarikere, som enten er dømt eller undersøgt for forskellige lovbrud. To tidligere ministre sidder bogstaveligt talt i spjældet. Spejderen vil ikke dele kage med dem. Skrotteren vil have dem ud af huset .

Lettere at forlade sin amore

310814_001

Foto: Alessandra Tarantino, AP

Hvis man ser bort fra fodbold og økonomi gør Italien store fremskridt. På alle områder.

Det seneste i rækken handler om separation og skilsmisse. Alt imens den nye og efter italienske forhold meget unge regering også overvejer en oprørsk lov om homoseksuelle ægteskaber.

En utrolig landvinding i forhold til for blot 40 år siden, da ordene skilsmisse og homoseksuelle var lyst i band af romerkirken og dømt af det pænere borgerskab. Efter denne sommer vil den skuffede mand/kone kunne blive skilt blot seks måneder efter separationen, hvis eksægtefællerne er enige om det, naturligvis.

Ellers må man vente et år. Samlet vil en skilsmisseprocedure vare omkring 14 måneder – mod de nuværende 44.

En revolution i samfundet og en stor besparelse både for staten og for skilsmisseaspiranter plaget af de utallige gebyrer og advokathonorarer. Man regner med, at 200.000 par straks vil benytte sig af den nye lov. Alt dette bekræfter den vældige stigning i antallet af skilsmisser i et land, hvor man indtil 1970 slet ikke kunne skilles på grund af de kristelige demokraters regeringer under den pavelige indflydelse. De kristelige demokrater gennemførte en folkeafstemning om loven, som de tabte stort, hvad paven slet ikke var glad for.

Den daværende pave glemte tilfældigvis, at i den katolske verden havde nogle velhavende privilegerede borgere mulighed for at få deres ægteskab opløst, som svarede til en katolsk skilsmisse med en pavelig velsignelse, igennem den hellige domstol (Sacra Rota) i Vatikanet.

Det skete med de mest fantasifulde begrundelser, såsom impotens (selv om parret havde fået fire børn), abstinens, tab af troen m.m. Det kostede en formue, men havde også legal effekt for den italienske lov.

Trods den nye lovgivning vil det vare lidt, inden italienerne vil nå op på de skandinaviske skilsmissehøjder. Ægteskabet i Italien varer gennemsnitlig 18 år, inden man bliver skilt, eller den ene ægtefælle dør.

Men skilsmissetallene stiger med 1-2 procent hvert år, således at 3 ud af 10 italienske ægteskaber ender med en skilsmisse. Men alligevel har demokratiet vundet. Også over den gamle skilsmisse på siciliansk, som kortfattet er historien om den bedrøvede sicilianer, der var blevet enkemand for anden gang og bliver spurgt:
»Hvad døde din første kone af?«.
»Den stakkel kom til at spise giftige svampe«.
»Og den anden kone?«. »Hun blev skudt ned!«.
»Hvordan skete det dog?«.
»Hun nægtede at spise giftige svampe«

Italien satser på pizza-VM

Foto: Joachim Adrian

Foto: Joachim Adrian

Forudsætninger for at vinde fodbold-VM er ikke til stede.

Italien vil prøve at vinde VM i fodbold for femte gang i historien.

Der mangler dog en dramatisk begivenhed eller en ny akut skandale. Dette synes nemlig at være den afgørende betingelse for at få det italienske landsholds spillere til at præstere magisk fodbold udover deres normale evner.

Sådan har det været i 1934 og 1938, da det diktatoriske regime pressede spillerne på en diskutabel måde. I 1982 vandt Italien på en aldeles overraskende måde, efter at have slået favoritterne Argentina, Brasilien og i finalen Tyskland. Få måneder før havde foldboldforbundet været ramt af en kæmpe korruptionsskandale.

Spillerne havde noget at bevise. 24 år senere, i 2006, kom landsholdet til VM i Tyskland mens den rituelle korruptions-skandale (calciopoli) stod på i så høj grad, at man i al hast måtte vælge en de få pålidelige politikere, den 75-årige Guido Rossi, som provisorisk formand. Hans smukke og rørende opfordring, udover en vis dosis held i finalen mod Frankrig, gav den fjerde VM-titel.

»Hvad med 2014?«, spørger de overtroiske italienere.

Det er lidt svært at finde frem til en decideret fodboldskandale. Der har nok været en række straffe for illegale væddemål. Nogle spillere har fået nogle måneders karantæne, men det er småting i forhold til de gode gamle skandaler i 1982 og 2006.

Man prøver nu at grave i Mario Balotellis kaotiske privatliv eller i den legendariske målmand Buffons kæmpe investeringer i erhvervslivet. Men det giver ikke de store gevinster. Spillerne i dag er alt for rolige og seriøse.

Man har til gengæld udmærkede skandaler i finansverdenen og blandt politikerne. En tidligere inderigsminister samt tre parlamentarikere og desuden en regional guvernør er røget i spjældet. Men det er heller ikke nok. Det er ikke fodbold.

Følgelig er Italien ikke blandt favoritterne, siger italienerne selv. Men der er andre verdensmesterskaber, hvor Italien atter kan brillere. Man har for eksempel VM i pasta og spaghetti, som bliver holdt i Parma den 13. juni i verdens største pastaproducent, Barillas, hus. Her håber italienerne at tilbage-erobre titlen, som sidste år blev snuppet af en fantastisk japansk kok.

I Napoli har man i september VM for pizzamagere fra hele verden. Der er 70 konkurrenter. I 2012 blev mesterskabet også vundet af en japaner. Ingen tvivl. Denne gang bliver det Italien VM-vinder. I pizzaen

Napolitanerne og Clooneys kaffeoffensiv

050614_001

George Clooney er meget populær i Italien, men for tiden ikke så meget i Napoli, hvor han anklages for at have snuppet ideen om espressokaffe og slået heftig mønt på den.

Clooneys Nespresso er blasfemi mod caffé espresso, selve helligdommen, kan man høre i gaderne i Napoli.

Espressoen i Napoli kræver et næsten religiøst ritual, som fordrer den korrekte kaffeblanding, det rigtige vand, den gode kaffemaskine, helst en gammel type med langsommelig trykstang, og den erfarne kaffemand.

Alt dette er der ikke noget af i en den lille kapsel, som Clooney reklamerer for.

»Han aner ikke, hvad han snakker om«, siger Maria, den smukke kvindelige bartender hos Ambasciata del Caffé Napoletano Kimbo i Napoli, »men jeg vil gerne lære ham alt om kaffe, hvis han kommer her … så hvis De har hans telefonnummer …«.

Ambasciataen er mere end en ambassade, snarere en katedral for kaffeelskere i Napolis indre by.

Jeg var der med nogle få andre udenlandske journalister og fik lov til at smage flere kaffetyper på Ambasciata.

Fantastisk godt. Heldigvis var vi fornuftigt vejledt og gjorde ikke som en gruppe svenske journalister, der før os havde drukket italiensk espresso i svenske kaffemængder, så de tilsidst blev ret hidsige og kom i indbyrdes skænderier.

Napoli er en stor kulturby med pragtfulde monumenter og inspirerende hjørner, men samtidig har byen mange sociale problemer, så de stolte napolitanere praler derfor med deres positive verdensrekorder, som har påvirket hele klodens gastronomi.

Her har man opfundet pizzaen. Her har man skabt pastaen med tomatsovs. Her har man skabt espressokaffens teori og praksis. For ikke at tale om sang og melodi til ’Sole mio’, som er en letkøbt tilbehør til alting.

Derfor er napolitanerne lidt ironiske over, at George Clooney lader verden tro, at (N)espressoen er noget amerikansk. På samme måde som mange amerikanere tror, at pizzaen er opfundet i landet, der gav verden McDonald’s, og siden

græder af glæde, når de kommer og smager pizzaerne i Napoli.

Napolitanerne håber, at netop de gastronomiske nådegaver, byen har skabt, kan bidrage til at løse de socialøkonomiske problemer, eller nogle af dem. Borgerne er ved at genlancere deres smukke by gennem deres skatte, altså pizza, pasta og navnlig kaffe.

Stille og roligt uden den store reklame er det største napolitanske kaffeselskab begyndt at producere samme kapseltype, som den amerikanske superstjerne promoverer – i den overbevisning, at de kan gøre det meget bedre.

Mon ikke bartenderen Maria ville tilgive George Clooney, hvis han kom og smagte den?

Italiens ungdomsoprør

250414_001

Artiklen har været bragt i Politiken. Foto: Antonio Calanni, AP

Bagsiden skrev i maj 2013, at Italien ikke er et land for unge, især ikke når det drejer sig om magt og politik. Nu beder jeg om forladelse, for udviklingen er i den grad vendt: Italien er blevet ramt af et ungdomsoprør.

Det begyndte med den nye ministerpræsident, Matteo Renzi, som blot er 39 år gammel og dermed både den yngste nogensinde i Italiens historie og den yngste blandt EU’s 28 regeringschefer.

Med Renzis hold er gennemsnitsalderen i den italienske regering nu faldet til 46 år, og kigger man blot et par år tilbage for sammenligningens skyld, er tendensen klar.

I Mario Monti-regeringen (2012) lå gennemsnitsalderen på 63 år. Med Enrico Letta-regeringen (2013) faldt den til 53. Oprøret synes at være ganske ustyrligt.

Den unge og energiske Matteo Renzi har på kort tid erobret magten i Italiens største parti, PD, og konsekvent skubbet den ældre ministerpræsident og partifælle Enrico Letta, 48 år, til side.

Matteo Renzis første tanker var at spare på de offentlige udgifter og skaffe nye arbejdspladser til de unge italienere. Ledigheden blandt de unge er den højeste blandt de europæiske lande, idet den ligger dramatisk omkring 42 procent. Og det dur ikke, når landet ledes af ungdommelige politikere.

Den nye regering har kun 16 ministre, og dette svarer til besparelseskriteriet, men regeringen har samtidig 45 viceministre; det skaffer åbenbart nye arbejdspladser i overensstemmelse med Renzis planer.

Renzi må med sit ungdommelige oprør dog dagligt konfrontere statschefen, præsident Giorgio Napolitano, som til juni fylder 89 år. Han kan blive i embedet, indtil han fylder 95, og ifølge meningsmålingerne er præsident Napolitano stadig nummer 2 på listen over indflydelsesrige politikere. Han ligger dog efter Renzi, som en slags sidste skanse af den ældre generation.

Når Napolitano går af, vil man prøve at få en præsident som højst er 67 år gammel. Ingen alder for en italiensk præsident!

Nummer 3 på listen over de indflydelsesrige politikere er desværre stadig Silvio Berlusconi, på trods af at han for nylig blev idømt 4 års fængsel. Berlusconi fylder 78 i år. Renzi er dog overbevist om, at han vil kunne feje alt det gamle væk, Berlusconi inkluderet.

Ikke blot de unge, men også kvinderne er en del af oprøret. Hele otte ministre ud af de seksten er kvinder. En af dem er sågar gravid i ottende måned, som en slags demonstrativ udfordring til det italienske patriarkats machosystem.

Men for kvinderne er kampen ikke hurtigt overstået, for på trods af de otte ministerposter har kvinderne samlet set kun 20 procent af magtposterne i landet.

Unge og kvinder vil kunne redde Italien. De er næppe så korrupte som de gamle. Det har de slet ikke haft tid til at blive.

Broget dna har gjort Italien ustyrligt

Rod i Italien

Italien har 20 forskellige regioner, 8.100 kommuner samt 110 provinser.

Som det ikke var nok, kan man i Italien finde 464 typer oste og et ukendt tusindtal typer vine. Resultatet kan ikke blive andet end det legendariske fredelige anarki, der præger det italienske samfund.

Da den franske præsident Charles De Gaulle (1890-1970) sagde, at det var meget svært at regere Frankrig, et land, der havde 450 forskellige typer oste, svarede en italiensk politiker med et smil, at så er det umuligt at regere Italien, et land med over 2.000 typer pasta.

Italien er befolket med 60 millioner lokalpatrioter, hver med sin egen ost, pasta, vin og politiske mening.

Continue Reading…

Roms uendelige metrobyggeri

190314_005

Teksten har været bragt i Politiken 26. september 2013

Københavnere, der klager over det langsommelige byggeri omkring den ny metrolinje, burde kommer en tur til Rom. Her er man i gang med at opføre metrolinje C, dvs den tredje undergrundsbane, og det har man gjort siden 2003, da man begyndte at undersøge, hvor mange arkæologiske fund den ny rute på 25 km kunne risikere at støde på.

Ak, 10 år er ingen tid i den evige stad, navnlig ikke for en metrolinje, som skal krydse byen fra de nordlige til de østlige forstæder. Metro C’s første strækning, som går fra det østlige Pantano til det centrale San Giovanni-kvarter, skulle have været indviet i oktober 2009 men blev så udsat til 2010 og senere til oktober 2013.

Den økonomiske krise stod i vejen. Omkostningen steg med mere end 75 pct. af det oprindelige budget. Byggekonsortiet fik ikke kontraktpengene og blev nødt til at stoppe arbejdet for ikke at gå konkurs. Staten greb ind og bevilgede flere penge, selv under de dramatiske økonomiske omstændigheder.

Måske bliver den første strækning klar til januar 2014 og den fuldkomne linje antagelig i 2020. Måske.

Men forfatteren til ’Turen går til Rom’, dvs undertegnede, tør ikke længere sætte nogen datoer på for denne relevante praktisk oplysning. Jeg dummede mig allerede i 2009 ved at skrive, at linje C ville være klar til næste år (2010). Der kan ske mange ting, når man udgraver Roms jord.

Man husker, hvordan det gik med linje A, der blev færdig i 1980 efter knap 25 års arbejde. Borearbejdet gik konstant i stå på grund af arkæologiske fund fra Roms storhedstid. Den langsommelige realisering af linje A havde så surrealistiske elementer, at Federico Fellini skildrede det i filmen ’Rom’ (1972). Udgravningen til linje C vil sikkert også gå helt i stå, når den tangerer Forum Romanum og krydser den indre by.

Linje A var i virkeligheden den anden metrolinje, der kom i gang. Den første metropolitana blev afsluttet i 1955, efter at diktator Benito Mussolini havde vedtaget projektet i 1930erne, men i 1980 byttede man rundt på konsonanterne, nok fordi den daværende borgmesteren følte sig vigtigere end Mussolini.

At grave i den romerske jord har altid været et problem, selv for kejser Nero, da han for et par tusinde år siden anlagde Cryptoporticus, en række underjordiske gange, for at forbinde Palatinpaladset med sin nye residens Domus Aurea. Han måtte udrydde 800 års historie.

De nuværende romere vil forhåbentlig tage lidt mere hensyn under linje C-udgravningen omkring Coloseum. De gamle romere gjorde det ellers hurtigt. Verdens største amfiteater, Coloseum, blev opført på knap seks år. Dengang var der imidlertid ikke problemer med bevillinger og fagforeningers aktioner. Tidsberegningen for byggerierne i Rom blev senere lidt mere afslappet, som for eksempel opførelsen af Peterskirken. Den nuværende kirke blev faktisk påbegyndt i 1452 og indviet i 1626 med deltagelse af 28 paver og utallige chefarkitekter, datidens archistars. Når romerne vil udtrykke, at noget varer i det uendelige, siger de, at det tager lige så lang tid som fabbrica di san pietro. Metroens linjes C er derfor knap begyndt.

Helgenen skaffer job – Rod i Italien

071013_003

Teksten har været bragt i Politiken 4. september 2013

Tallene for arbejdsløsheden i Italien er skræmmende. Endnu mere skræmmende er ledigheden blandt de unge. Kun fire unge italienere ud af ti har et job. De andre må klare sig med familiens hjælp eller med uværdigt sort arbejde. Glem alt om kontanthjælp fra staten.

Da Italien var lidt rigere, kunne en ung mand eller kvinde ofte finde en uskadelig arbejdsplads, bare man kendte en mægtig politiker med de rigtige forbindelser i det offentlige eller forgreninger til erhvervslivet. Navnlig hvis den unges familie, dvs. op til 100 slægtninge, til gengæld kunne samle en pæn bunke stemmer til næste valg.

Den tid synes at være forbi. Ikke sådan at forstå, at politikerne ikke længere har indflydelse i systemet, men fordi den økonomiske krise har reduceret de jobmuligheder, som den mægtige politiker før kunne disponere over. Til lig nul.

Hvem kan så hjælpe i dag med at finde en stilling i det katolske Italien?

En helgen, for eksempel. Og hvilken helgen skal man så gå til?

Det gælder om at vælge den rigtige, fordi sådan en nåde kan man ikke bede om mange gange.

Den hellige Gaetano fra Thiene (1480-1547) har traditionelt været protektor for de udstødte, de fattige og de arbejdsløse. Han levede i stil med den hellige Frans, forlod sit rige liv for at hjælpe andre, navnlig de fattige.

Men den hellige Gaetano synes ikke længere at være aktuel. Måske nutidens arbejdsløse unge endnu ikke identificerer sig med en rigtig fattig eller udstødt.

De desperate arbejdsløses familier synes nu at fortrække den hellige Anton fra Padova (1195-1231). I sommeren har man set tæt befolkede processioner mod den hellige Antons kirke i Padova, med langt flere pilgrimme end normalt.

I århundreder har de troende lagt breve og anmodninger om at helbrede de syge, om at få soldaterne tilbage fra fronten og om at genfinde den mistede elskede og meget i den stil. I år har man under den hellige Antons alter, ved siden af de traditionelle breve, fundet mange bønner om job. Endda vedlagt professionelle cv’er med uddannelsesspeciale, karakterer og tilmed fine fotos af jobaspiranten.

Den hellige Anton, der kom fra Portugal, er kendt for sine mange mirakler og er faktisk tilbedt i hele den katolske verden, især hos USA og Australiens emigranter. Det kan være, at Antons internationale præg har fået de unge arbejdssøgende til at vælge ham frem for den hellige Gaetano.

Der er ikke grænser for desperationens gerninger, når man skal finde et job i en krisetid.

Nogle er begyndt at skrive til pave Frans. Det siges, at han skriver tilbage, han har altid et par gode opmuntrende spirituelle ord. Men det kan man ikke leve af i hverdagen.

Men alligevel. Miraklernes tid er aldrig forbi i Italien.

Folkets stemme i Rom – Rod i Italien

190314_006

Teksten har været bragt i Politiken 8. august 2013

Hvis Silvio Berlusconi ikke bliver benådet, kan landet risikere at ryge ud i borgerkrig!

Sådan truer den for nyligt dømte politikers partifæller med dramatisk røst.

Kommer man til Italien netop nu, er der imidlertid hverken signaler om bevæbnede grupperinger eller rasende demonstranter. Stemningen er ret rolig overalt. De store byer er overladt til turisterne. Det er sikkert varmens skyld med omkring 40 grader, men de fleste trækker på skuldrene. Og for de menige italienske borgere er Silvios skæbne foreløbig blot et godt samtaleemne over et glas iskaffe ved baren eller ved Roms aviskiosker, som er de steder, hvor jeg har lavet min egen lille vox populi.

Arnaldo dell’Armi er kvarterets venstreorienterede socialfilosof, tidligere skrædder og fagforeningsmand. “Ingen nåde”, siger han.”Hvis jeg får en bøde, skal jeg betale med det samme, ellers kommer staten med renternes renter og kan til sidst snuppe min bolig. Ingen nåde for mig og heller ikke for Silvio Han skal bare takke for, at han ikke ender som sin gode ven Gaddafi”.

Det er Arnaldos skarpe kommentarer til højesterets dom over Berlusconis skattefusk – “og for resten håber jeg, han ikke afsoner dommen i fængsel, ellers skal vi oven i købet forsørge ham”, fortsætter han.

Annamaria Iori er ansat i kulturministeriet og stemte på Berlusconi i 2008, siger hun. Det manglede bare, at Berlusconi skulle blive benådet, tilføjer hun, “netop ham, som har seksdoblet sin formue, siden han gik ind i politik, mens jeg har tabt en tredjedel af min købekraft”.

Bolden går nu til Nora Melini, som er musikhistoriker. Hun har altid stemt på Berlusconi. Jo, han er forfulgt af dommerne, men denne gang har han måske overskredet selv hendes grænser: 300 millioner euro (2,3 milliarder kroner) har Silvio undladt i skatteangivelse. Det er for meget også for hende, der har altid betalt sin skat.

Pengepungen vejer denne gang tungere end ideologien. Vicesognepræst Don Antonio kommer forbi, men vil ikke tage nogen politisk stilling, da jeg spørger ham.

Han konstaterer bare, at hver uge stiger antallet af folk, der beder om et gratis måltid i hans velgørende Caritas-folkekøkken. Det er efterhånden ikke kun indvandrere, der beder om et måltid, men også italienere.

I alt er der i dag ni millioner italienske borgere, som lever i relativ fattigdom.

Berlusconi har været igennem 41 forundersøgelser og er endt i 18 retssager. Han er sluppet for at blive dømt for korruption, ulovlig partifinansiering, brug af prostituerede osv. Men nu hvor italienerne presses med det højeste skattetryk nogensinde, er det svært for Silvio at klare sig ved hjælp af sit legendariske smil.

’Han er stenrig, men har altid betalt skat’, var hans varmeste tilhængeres slagord til Berlusconis forsvar, men det duer ikke længere. Berlusconis politiske udødelighed er i fare, skønt han kun er 77 år. Ingen alder i Italien.

Det er så Albo Vittori, der får lovtil at synge det sidste vers om Berlusconi. Albo er en pensioneret maskinarbejder, som kender alt til filmhistorien. Han er mere radikal end de andre i min lille enquete og drager en surrealistisk sammenligning med Robert De Niros rolle som mafiachefen Al Capone i filmen ’The Untouchables. “Al Capone blev endelig dømt og fængslet i 1931 med en enkel dom for skattesvig på trods af sine utallige kriminelle forbrydelser. Har du set filmen med Robert De Niro? Han ligner Berlusconi på en prik. Al Capone blev dømt 11 års fængsel. Berlusconi fik 4 år, men vi venter på den næste dom for seksuelt misbrug af en mindreårig. I alt kan det også blive 11 år, og så er sammenligningen fuldkommen”.

Tudsegamle italienere

190314_007

Teksten har været bragt i Politiken 14. maj 2013

Italien er ikke et land for unge. I hvert fald ikke, når det drejer sig om magt og politik. Man skal ikke lad sig narre af, at den nye regering har en gennemsnitsalder på 54 år. Det er en ungdommelig rekord for landet. Mange iagttagere mener nemlig, at den unge 47-årige ministerpræsident Enrico Letta kun har det formelle styre. Han står i spidsen for en koalitionsregering, der reelt styres udefra af ældre eller ældgamle politikere.

En landsdækkende meningsmåling har netop vist, hvem italienerne peger på, når de skal identificere den person, der har størst politisk indflydelse i Italien.

Svaret var Silvio Berlusconi! Manden, der snart er 77 år, som netop er blevet idømt 4 års fængsel for korruption, som har været undersøgt/tiltalt i 24 retssager, som gik tilbage med mere end 6 millioner stemmer ved sidste landsvalg, men som er på fri fod og stadig anses som den mest indflydelsesrige politiker bag den politiske alliance, der sidder ved magten. Følgelig er hans aktiekapital steget med 30 procent efter sidste valg i februar.

Man skulle tro, at han havde allieret sig med djævlen! Mange af hans fans tror helt alvorligt, at han er udødelig, politisk udødelig. Andre mener, at han i virkeligheden er en kat med syv eller ni liv. Berlusconis pardans med udødeligheden gør ham bare endnu mere populær hos sine trofaste tilhængere, som faktisk blæser på, at han er korrumperet, har snydt i skat, købt politikere, haft sex med mindreårige piger m.m. For disse tilhængere er han en rollemodel, man kan leve op til – og blive mindst lige så gammel som – hvis man nu ikke bliver så magtfuld.

Malurten er udødelig, siger et gammelt italiensk mundheld.

Men også den gode urt kan holde længe i Italien: Republikkens velansete præsident Giorgio Napolitano er 88 år og kan blive i embedet, indtil han fylder 95. Ifølge den omtalte meningsmåling er han nummer 2 på listen over indflydelsesrige politikere.

Forleden døde den syvdobbelte ministerpræsident Andreotti, 94 år gammel. Han var en blanding af alle mulige urter, der vokser i Italien.

Hans retssag om mafiøse forbindelser varede i flere år, indtil en dag, den var blev forældet.

En anden model for den gode urt havde man i livstidssenator Rita Montalcini, nobelpristager i medicin, der døde i 2012 som 103-årig. Det er nok ikke et sammentræf, at Italien har verdens ældste befolkning.

De gamle beholder deres magt og status, så længe de kan. Der er ikke megen plads til de unge, medmindre de snyder med alderen.

Hvis Kristus så …

Hvis Kristus så

Tekst og foto har været bragt i Politiken 21. marts 2013 – Tegning Per Marquard Otzen

Romerne er glade for at få en ny pave. I det mindste har man så en pave i det regeringsløse Italien, men efter et par tusinde år må man måske lave om på mange hellige ting i Rom. Til at begynde med ordsprogene. Det ældste ordsprog, ’Morto un papa se ne fa un altro’ (’Når en pave dør, skaffer man bare en ny’), dur ikke længere. I hverdagens lommefilosofi har det altid betydet, at ingen og ingenting varer evigt. Man går bare videre.

En amerikansk kollega har foreslået at erstatte det gamle ordsprog med et moderne og internationalt: ’Two popes are better than one’.

Han er sikker på, at det kunne skaffe nye medlemmer til den katolske kirkeretning. ’Lykkelig som en pave’ er også et mundheld, man burde ændre. Fordi den afgåede tyskfødte pave Benedikt XVI var alt andet end lykkelig i sin sidste tid som pave. Man så ham først smile, da han gav den sidste velsignelse og kunne slappe af.

En siciliansk kollega foreslog et ny mundheld, nemlig ’Angrende som en pave’ med klar hentydning til de mafiamedlemmer, der angrer og samarbejder med undersøgelsesdommerne.

Dommeren i dette tilfælde er klart nok Vorherre, og den hjælpende hånd er Helligånden. Spørgsmålet, som romerne stiller sig, er, om Helligånden for alvor har bidraget til den nye paves valg i det hemmelige konklavet.

De satiriske romere har altid kaldt Vatikanets afgående tatssekretær, kardinal Tarcisio Bertone, Helligånden. Statssekretæren er den mægtige kardinal, der har kontrollen over Vatikanets stat og Vatikanets verdslige økonomi, herunder Vatikanets bank, IOR. Bertone har ikke kunnet forklare, hvorfor en lille stat med 750 indbyggere råder over en bank med 44.000 konti. Nu, hvor hans tid er forbi, vil man måske lave om på bankens etik eller måske afskaffe banken helt, sådan som mange troende foreslår. Så kunne Vatikanet, som vitterlig er en selvstændig stat, fremstå mere som en samling troende mennesker end som en multinational koncern.

Den ny pave burde også lave om på Vatikanets bilers nummerplade. Her står der SCV (Sacra Citta Vaticano – Den Hellige Vatikanske By).

Men romerne har altid læst det som ’Se Cristo vedesse’ (’Hvis Kristus så’). Underforstået: Er al den luksus og pomp og pragt, der kendetegner Vatikanet, virkelig det, den enbårne søn døde nøgen på et kors for?.

Italiensk avantgardisme

Berlusconi

Tekst og foto har været bragt i Politiken 28. februar 2013 – Foto AP

Der er delte meninger og mange vittigheder i luften efter kaosvalget her i Italien.

Landet er til at grine ad, når en komiker som Beppe Grillo er blevet tungen på den politiske vægtskål. Italien er til at græde over, når en kreperende politiker, Silvio Berlusconi, åbenbart var stedt til hvile for tidligt og nu er genopstået i kraft af umulige valgløfter.

Komedie og tragedie – Italien har svært ved at komme væk fra denne bitre kliché. Mange arbejdede for at få et normalt land efter valget. Men kaotiske tilstande er åbenbart det normale i Italien.

Italienerne, navnlig romerne, er dog ved at komme sig efter valgchokket og er ved at få deres traditionelle afstandtagen fra livets elendighed på plads, ser man i læserbreve og gadens vox populi. For eksempel er der nogle, som foreslår Berlusconi til pavestolen, en stilling, som jo netop er blevet ledig. På den måde kunne Italien blive fri for den udødelige politiker, og resten af verden kunne få glæde af hans vittigheder. Om ikke andet hersker der ingen tvivl om hans seksualitet – hvilket man ikke kan sige om visse kardinaler.

Andre forsøger at byde ind med klare økonomiske spareplaner. Eksempelvis at skille sig af med samtlige statistiske institutter, der ved hvert valg tager kolossalt fejl både med exitpolls og med de mere langsigtede meningsmålinger. På denne måde kunne man spare de første penge, der kunne bidrage til den savnede økonomiske vækst.

I flere måneder har vælgerne løjet om deres politiske holdning over for interviewerne fra meningsmålingsbureauerne. De yngste interviewere kunne ikke vide, at de færreste af Berlusconis tavse tilhængere vil indrømme, at de stemmer på ham. Det ville de måske kun indrømme i skriftestolen.

Den mest radikale spareplan går ud på at afskaffe samtlige parlamentariske pladser, undtagen de fem-seks stykker, der afgør landets skæbne. De øvrige 940 kunne arbejde som frivillige på et socialt center og for en gangs skyld hjælpe deres medborgere.

Man kunne samtidig spare millioner af euro på partiernes udgifterne, som de italienske skatteyderne skal betale. Modellen kunne være Beppe Grillos succesrige Fem Stjerner-bevægelse, som nægter at modtage penge fra staten. De har hverken hovedkontor eller lokale afdelinger.

Det hele udvikler sig på nettet, og de valgte parlamentarikere kender ikke hinanden. De har kun tweetet sammen med deres leder, Beppe Grillo, og lagt deres konfirmationsbillede på nettet. Man ved ikke, om man skal grine eller græde. Italienerne kan prale af at have stiftet en ny form for politisk avantgarde. Det er er nok derfor, at italienerne ikke har tid til at kede sig. Det sker altid noget.

Hjem til mor som aldrig før

140414_012

Tekst og tegning har været bragt i Politiken 1. oktober 2012 – Tegning af Jørn Villumsen

Italien var engang kendt som landet, hvor ungdommen boede hjemme hos forældrene så længe som muligt. Denne leveform gjaldt mest de unge i alderen 19-30. Seks ud af ti boede hjemme. Af økonomiske grunde eller af ren og skær dovenskab. I Nordeuropa blev dette socialfænomen betragtet med en vis ironisk distance.

I dag er situationen anderledes på grund af den økonomiske krise. Set med nordiske øjne er det meget værre; en italiener ud af tre bor hjemme, uanset hvor gammel vedkommende er. Ikke blot de unge op til 30 år bor hjemme, men også nogle ældre unge op til 50, hvis de altså ikke er gift. De bor i hvert fald i samme boligkompleks.

Det har været kutyme i det italienske samfund, at man først forlod sin familie, når man dannede en ny familie. Så måtte den forkælede unge endelig forlade sin mama.

Men ægteskaber holder ikke altid evigt. Hvis ægteskabet ikke fungerer – det kan ske også i Italien – så vender en ud af fem fraskilte tilbage til sin gamle familie.

Man husker i denne forbindelse tidligere undervisningsminister Francesco d’ Onofrios tilfælde. Efter skilsmissen i en alder af 56 år flyttede han tilbage til sin 85-årige moder.

Den økonomiske velstand har i de seneste 20 år fremskyndet en form for familieliberalisering.

Men de negative økonomiske konjunkturer har nu gjort, at man gradvis er vendt tilbage til mere traditionelle familiemønstre. Det gælder om at samle flere økonomiske ressourcer, lønninger, pensioner eller sort arbejde under ét for at modstå prisstigningerne og den voksende arbejdsløshed. Engang boede de ældre, dvs. bedsteforældre, i familien, som om det var deres plejehjem.

I dag er det dog lidt anderledes. De ældre italienere bor i en fornuftig gåturs rækkevidde fra de yngre i familien, eller snarere omvendt.

Hver anden italiener har sin nærmeste familie inden for en halv times gåtur. Det gælder velhavende og fattige italienere. Silvio Berlusconi havde sin mor i nærheden, indtil hun døde, 97 år gammel. Den romerske folkehelt, fodboldspiller Francesco Totti boede hjemme hos sin mor, indtil han giftede sig i 2005 som en moden 29-årig.

Det er måske disse eksempler, der i dag trøster unge og ældre i samme situation – og som kan hjælpe Italien fra en truende fallit. Hvis samfundet ikke har råd til at hjælpe, kommer familien altid til undsætning.

Et iskoldt musealt klenodie

140414_014

Tekst og billede har været bragt i Politiken

Italienerne har radikalt måttet reducere deres forbrug under disse svære krisetider. Selv deres indkøb af dagligvarer er på retur.

Det er ikke sket under tidligere økonomiske kriser. Så det er alvor. Men også denne gang er der undtagelser. Forbruget af pasta og hjemmelavet is ligger stabilt. Ja, konsumeringen af hjemmelavet is, gelato all’italiana, er endda steget.

Forklaringen må ligge i, at pasta er langt billigere end andre fødevarer med samme indhold af kulhydrater, proteiner og vitaminer. Følgelig kan italienerne i princippet overleve hvad som helst takket være pastaen.

Men gelato er bare luksus. Eller rettere: en lettilgængelig form for trøstespisning netop i svære tider. Derfor mener nogle, at denne herlige delikatesse har fortjent et museum helt for sig selv. Og det har verdens største ismaskinefabrikant, Carpigiani, sørget for.

Museet ligger i Anzola dell’Emilia nær Bologna. Ikke så nemt at finde, men rejsen er umagen værd. Om ikke andet bliver man belønnet med ubegrænsede mængder af hjemmelavet is. Jeg var med til presseåbningen for nylig. Den opmærksomme besøgende vil kunne lære, at de første spor – som desværre er smeltet – af en primitiv ismad går cirka 12.000 år tilbage i tiden.

Mere konkret kan man finde spor af iskulturen hos romerne, araberne og endda kineserne. Frisk sne med vinmost eller krydret frugtsaft var en efterspurgt delikatesse hos de gamle romere. Araberne havde noget lignende på menuen og kaldte det for sherbet, i dag sorbet.

I renæssancen i Firenze begyndte den iskultur, vi kender i dag, med den første geniale ismaskine. Så gik det derudad. Gelato har en god sød historie bag sig, og museet fortæller den med dokumenter, ismaskiner gennem tiderne, udviklingen af vafler. Men der er ikke et ord om de store multinationale selskaber, der påstår at lave is. Den ægte gelato er artigianale, hjemmelavet hos en ismager – i dag isbar. Der er 36.000 af den slags i Italien. Antallet af lignende isbarer stiger over hele verden.

Italienske sociologer har også en mening om hjemmelavet is. Gelato giver en nydelse i nuet, siger de og kalder den en metafor for livet. Den skal nydes, mens den er der. Ellers smelter den.

Intrigen i Vatikanet

140414_013

Tekst og tegning har været bragt i Berlingske – Tegning af Jens Hage

Pavens butler Paolo Gabriele bliver dømt og antagelig benådet af paven. Vatikanets statssekretær, kardinal Tarcisio Bertone, går af og med ham flere kardinaler i nøgleposter. Det sker inden 31. december. Det er konklusionen af den største intrige i Vatikanet nogensinde efter Anden Verdenskrig.

Selv forfatteren Dan Brown ville have svært ved at finde ud af, hvad der p.t. foregår bag Vatikanets mure. Alle taler om intriger. Folk og medier kræver navnene på skurke og gerningsmænd, men det er ikke nemt. Intrigen er der, men Vatikanet, som det er kutyme, nægter at der overhovedet er nogen intrige. Vatikanet er ikke blot det religiøse holdepunkt for 1,2 mia. katolikker spredt over hele kloden, men er også en stat. Romerne kalder Vatikanet den mindste stat med den største indflydelse i verden. Udover et lilleput-areal på 44 ha. råder Vatikanet over en række ejendomme på italiensk territorium.

Vatikanstatens forfatning blev justeret i 1969: Paven som statschef har såvel den udøvende som lovgivende magt. Der er dog praksis for, at det er statssekretæren, der regerer staten. Er statssekretæren smart, så er han både statsminister og statschefens spindoktor. Med så mange brogede interesser er det svært for de katolske troende at skelne mellem det åndelige og verdslige, mellem tro og religionens regler. Det er faktisk lettere at have tro end at følge religionen. Troen, siger man, er en gave. Enten har man den eller også har man den ikke. Religionen medfører, at man skal adlyde og rette sig efter, hvad det katolske hierarki siger. Og det er straks sværere for de nuværende, kritiske tænkende katolikker. Det er f.eks. svært for en troende at acceptere, at Romerkirken ejer banken IOR med en omsætning på 60 mia. euro (ca. 450 mia. kr.). Hvorfor? For at støtte forkyndelsen af den katolske religion i verden, lyder det automatiske svar. Her finder man den vigtigste kerne i intrigen.

Man må dog finde en første-forklaring i 2005, da den tyske teolog Joseph Ratzinger blev valgt til pavestolen og tog navnet Benedikt 16. For syv år siden regnede Kurien – altså de magtfulde konservative kardinaler – med, at den 78-årige pave kun skulle regere i kort tid og ikke havde så meget at skulle have sagt. Der er en tradition inden for Romerkirken, at efter en betydningsfuld pave, som Johannes Paul 2. vitterlig havde været, skal man have en overgangspave, for så at give plads til en yngre pave, der kan sætte sit præg i historien. Joseph Ratzinger blev sikkert valgt, fordi han betragtedes som en konservativ teolog, totalt optaget af at studere og begravet i sine studier og sine bøger. Dette ville have give mulighed for den italienske kirke til at genvinde den magt, de havde tabt under den 26 år lange paveperiode med den polskfødte Johannes Paul 2. Ratzinger valgte selv i 2006 sin statssekretær, nemlig den hidtil trofaste kardinal Tarcisio Bertone, som med det samme begyndte at optræde som en slags kardinal Richelieu – resolut og autoritær. Paven var opslugt af sine bøger og af sine aenciclicae, de teologiske kirkebreve, som sendes ud til samtlige verdens katolikker.

Alligevel ønskede paven at tage fat i de tre vigtigste punkter, som han syntes var i strid med den katolske ånd. Han ville offentliggøre listen over de ca. 4.000 præster rundt omkring i verden, der var anklaget for pædofili. Listen lå skjult i en skuffe, som Kurien ikke ville åbne. Det kunne skade kirken. Det var den første konflikt. Det kostede bl.a. paven en hård konfrontation med den stærke irske kirke, som havde haft ikke så få tilfælde af præstepædofili.

Kurien gjorde stadig modstand over offentliggørelsen af denne liste. Mange troede, at paven stod bag Vatikanets uvilje. Nok var paven en konservativ teolog, men alligevel meget konsekvent i sin tro. Pædofili er en synd, endda en stor synd, som skal straffes, selv om det skulle koste sympati og tab af finansieringer fra de angelsaksiske kirker, som er de rigeste.

Det andet punkt, der medførte revner i forholdet mellem paven og statssekretæren, var netop banken IOR (Istituto Opere Religione) med hovedkontor i Vatikanet. Den nuværende bank blev oprettet i 1942 for at administrere Romerkirkens verdslige værdier i den svære krigstid. Med årene blev banken til et omstridt kreditinstitut. Onde tunge sagde og skrev, at instituttet har stået for farlige pengeoverførelser og ligefrem vaskede sorte penge hvide. For ikke at nævne bankskandalen per definition i Italien, Banco Ambrosiano i 1986, hvor IOR havde en stor rolle i intriger gennem obskure finansmænd såsom Michele Sindona og Roberto Calvi, som begge døde under mystiske og obskure omstændigheder, sikkert med mafiaens medvirken. Instituttet IOR har et helligt formål, nemlig at støtte den katolske mission i verden, men det er alligevel uforståeligt for de tænkende troende, hvorfor det administrerer 44.000 bankkonti, når Vatikanet højst har 900 indbyggere, har ressourcer for seks mia. euro og menes at omsætte for 60 mia. euro på et år. Alt dette har også vækket pave Benedikt fra hans bogstudier og tvunget ham at se den praktiske sandhed udover evangeliet i øjnene. Paven beordrede, at IORs transaktioner skulle være gennemsigtige, satte nye mænd i ledelsen og ville have, at IOR meldte sig til Moneyval, Europarådsinstituttet, der overvåger pengetransaktionernes korrekte formål. Det tredje kernepunkt vedrørte Vatikanets administration. Også her mente paven, at der var rod, hvis ikke ligefrem korruption. Paven bad en kompetent kardinal, Carlo Maria Viganó, om at rydde op i huset.

Det faldt åbenbart ikke i statssekretærens smag. Den flittige kardinal Viganó blev efter 18 måneder forfremmet og sendt til USA som Vatikanets ambassadør. Det er vel at mærke statssekretæren, der beslutter alle ambassade-rokeringer. Paven virkede på et tidspunkt som en Don Quijote mod vindmøllerne. Han havde gjort, hvad han syntes var rigtigt, men turde ikke gøre mere end det, f.eks. fyre statssekretæren. Bertone har siddet på posten to år mere end normalt. Derfor siger man, at pave Benedikt ikke tør træffe kontroversielle epokebeslutninger. Selv på sit kære teologiske plan var paven begyndt at åbne meget skrøbelige døre. Nogle iagttagere tolkede en af hans taler som en åbning for præventionsmidler, hvilket straks blev afvist af Kurien. Ingen kunne dog hindre paven i at åbne en lille dør til de tusindvis af katolske fraskilte, som han gjorde den 4. juni i Milano. Hidtil havde Romerkirken altid fordømt skilsmisser. Den »svage« pave er efterhånden blevet populær i Italien. Beviset på det var netop i Milano, hvor over en mio. mennesker mødte op, måske for at bakke ham op i hans konfrontation med Kurien. En konfrontation, som ifølge Vatikanets officielle kilder, ikke eksisterer. Paven, statssekretæren, Kurien og samtlige kardinaler lever i bedste økumeniske ånd.

Konflikten står mellem to livsfilosofier og følgelig to grupperinger. Den første er inkarneret i den strikse statssekretær, kardinal Bertone, som sikkert med god vilje vil beholde Romerkirkens autoritære struktur og selvstændige rolle, endda med afgørende indflydelse i det italienske samfund. Den anden gruppering er meget mindre og består antagelig af en snes trofaste gejstlige, der vil beskytte paven mod Kuriens indflydelse. For første gang lod en af disse trofaste kardinaler sig interviewe inkognito af en italiensk avis. Han forklarede, at eftersom paven ikke vil skabe frygt og forvirring hos de troende, måtte andre gribe ind for at forsvare ham. Iagttagere i Rom mener, at det netop var denne gruppe, der fik butleren Paolo Gabriele til at stjæle de hemmelige papirer og lod dem sive ud til pressen, så verden kunne få at vide, hvad der foregik bag de hellige mure.

Som tingene står i dag, tror de fleste, at skurken er statssekretæren Tarcisio Bertone. Den gode og naive er paven. Gerningsmanden er den 48-årige butler Paolo Gabriele, der bliver dømt. Men for de fleste katolikker er han en ny martyr i Rom.

Folkeslag nægter at tage trappen

140414_015

Tekst og billede har været bragt i Politiken

Tegning af Per Marquard Otzen 

Italienerne skal spare på energien, hvis de vil reducere landets enorme statsgæld på cirka 1.930 milliarder euro.

Det allerførste, de kan gøre, er at tage trappen i stedet for elevatoren. Besparelsen ville her ikke være så ringe.

Det er en kendsgerning, at Italien er noteret for en række specielle rekorder. Ud over verdens største statsgæld på cirka 1.930 milliarder euro kan man nævne antallet af kunstgenstande katalogiseret af Unesco eller antallet af vine med kontrolleret betegnelse – og meget andet.

Men få kender en tankevækkende rekord. Nemlig antallet af elevatorer. Italien fører i verden med ca. 850.000 elevatorer, og disse bruges flittigt og hyppigt. Der er flere elevatorer i Italien end i Kina og USA. USA, som er verden rigeste nation, har blot 750.000 elevatorer. Kina har 800.000. For hver 70 indbyggere har Italien en elevator. I Kina går der 16.000 indbyggere på en elevator.

Det giver et billede af landet, eller af landets dovenskab, selv i krisetider. Man forklarer det italienske fænomen med, at italienerne er flinke mod landets ældre og forsyner dem med de mest moderne elevatorer selv i huse med to etager.

Måske bidrager det til, at italienerne er den befolkning i EU, der lever længst.

Man tilføjer også, at elevatorlobbyen er meget stærk, og at byggespekulanterne i Italien foretrækker, høje huse i stedet for hyggelige, små bygninger, men måske er italienere bare dovne og vil spare energien til andre ærinder.

Historikerne vil også være med i debatten og begrunder elevatortilbøjeligheden med, at de første, primitive elevatorer blev brugt i de rige kejseres paladser og endda i Colosseum, men dengang blev energien leveret af slaverne, der trak i snorene for en meget billig penge.

I dag er energien det største minus for den italienske handelsbalance, selv nu, hvor man begynder at bruge alternative og vedvarende energikilder som vind og sol. Nu skal der spares. Italienerne opfordres til at tage trappen. Det er sundere og vil hjælpe landet til at komme ud af krisen. Arkitekter og bygningsingeniører opfordres til at tegne nye huse med mere usynlige elevatorer, så folk ikke får øje på dem og i stedet tyer til trapperne.

Det kunne også skabe en ny stilling: en elevatorinspektør, der autoriserer den enkelte italieners elevatorbehov efter alder, vægt eller forbindelser.