Author Archives: hg

I begyndelsen…..

Tegning: Hans Jørn Muusmann

Tegning: Hans Jørn Muusmann

I begyndelsen var bolognese-sovsen, så kom de andre.

Ægteskabet mellem pastaen og pastasovsen er et af italienernes foretrukne diskussionsemner.

Det er også det eneste ægteskab, hvori der ikke tåles sidespring. Hver sovs har sin egen historie, og hvis den ikke er sand, så er den i hvert fald godt fundet på, fordi livet er en blanding af pasta og magi, som filminstruktøren og multikunstneren Federico Fellini sagde.

En god pastasovs inspirerer til nydelse og drømme – og ikke bare om pasta.

I denne bog forsøger forfatterne med 44 nuancer af pastasovs at servere den rette stemning og den særlige italienske fornemmelse for hygge, som italienerne er eksperter i at skabe rundt om familiens spisebord eller på fortovsrestauranter i månelysets skær.

 

Kim Larsen bolognese

Tegning: Hans Jørn Muusmann

Tegning: Hans Jørn Muusmann

Takket været nogle fælles venner fik vi en dag besøg af Kim Larsen og noget af hans band i Rom. Ja, vi var lidt spændte. Et stort navn og en dansk myte hos os.

Bandet kom først, og vi måtte vente en time på Kim Larsen. Han havde været på loppemarkedet for at skaffe sig en farverig brugt habit, som fik ham til at ligne en mafioso.

“Må vi byde dig på en kop te,” spurgte vi, eftersom klokken var fem.
“Nej tak, men jeg vil sige ja til en kop øl,” var hans prompte svar. Så fulgte lidt snak og herlig musik, dog blot små stumper.

Så var tiden inde til at spise, og Helle forslog: “Jeg kan lave en omgang pasta til alle …”
“Har du ikke en bolognese klar?” sagde den nu sultne Kim Larsen.
“Nej, desværre.” “Nå, så går vi i byen og får en bolognese, jeg kan ikke spise andet,” sagde Kim.

Vi tog til Trastevere. “En fettuccine bolognese,” beordrede Kim. Værten kiggede på os, hans mimik forklarede, at man ikke laver bolognese i Rom. Med samme mimik svarede vi, at en kødsovs ville være lige så god. Så fik Kim Larsen en udmærket romersk kødsovs. Alle var glade, og siden da har vi kaldt den romerske kødsovs Kim Larsen bolognese.

4 pers.

  • 300 g hakket oksekød/svinekød
  • 1 gulerod
  • 1 stilk bladselleri
  • 1 løg
  • 2 spsk olivenolie
  • 20 g smør
  • 1 tsk mel
  • ¼ l rødvin
  • 200 g flåede tomater eller puré
  • 1 laurbærblad
  • 1 l bouillon eller vand
  • salt og peber

Fremgangsmåde: Hak gulerod, bladselleri og løg fint. Varm olie og smør i en gryde. Tilsæt de hakkede grøntsager og det hakkede kød, indtil det er grundigt brunet.

Drys lidt mel over samt salt og peber. Hæld vinen ved, og når den er fordampet, tilsættes tomaterne og laurbærbladet.

Skru ned for varmen og lad sovsen koge igennem. Tilsæt indimellem en skefuld bouillon eller vand.

Server til 500 g friskkogt spaghetti eller 250 g fettuccine (æggepasta).

Il naso – Næsen

Foto: Alfredo

Foto: Alfredo

Klummen har været bragt i Politiken d. 2/8-18

Man skal have en god næse, hvis man vil have en god løn i Italien.

Det har i hvert fald de næser der abejder i de toscanske prosciutificio, altså i landbugsforetagnet hvor man laver de herlige italienske saltede skinker.

Fabio Tiezzi er en af dem. En af de bedste i Italien.

Hans offcielle stilling er “spillatore”, hvilket nærmest betyder nåle-manden, ham der arbejder med en lang spids nål, for at afprøve om skinken modner som den skal.

I den lokale jargon bliver han kaldt “ il naso”, næsen. Fabio har trænet sin lugtesans i over 25 år. Vennerne siger, at hans næsten kan samlignes med en hundenæse/snude, så præcist han kan skelne imellem de forskellige dufte.

Fabio skal konstant pleje sin perfekte dufte sans. Han kan hverken tillade sig at blive forkølet, eller at bruge after shave og heller ikke at have hverken en kone eller en elskerine der bruger parfume.

En fri “næse” er den absolut første betingelse for at kunne brænde stemplet : prosciutto toscano dop, på den toskanske skinke der kappes med parmaskinke om guldmedaljen i Italien og følgelig i den ganske verden. Hemmeligeheden her i Toscana er en blandninge af urter og de enebær man finder i de toscanske skove, der bruges til at krydre skinken.

Den lange nål man stikker ind i den modnende skinke er heller ikke en hvilken som helst genstand. “spillo” nålen er nemlig snittet ud af en hesteknogle, altså efter at hesten har gennemlevet sit liv i fred og ro. Man bruger således et dertil ud- og tilskåret stykke fra et heste-lårben, som er porøs på den perfekte måde, til at stikke ind i skinken. Hvorefter nålen eller “spillo”, føres op til ekspertens fine næsen som alt efter den duft der føles, kan bedømme og bestemme på hvilket stadium af modning skinken er.

Fabio er uhyre streng, og retter mig når jeg spøgfuldt kalder ham “ manden der hvisker til svinelår” men “nej”,- påpejer han, -“ det er skam dem der hvisker til mig. Jeg lytter til dem med min næse. Jeg føler næsten er mine børn eller skabninger der vokser til og bliver klare til at sendes ud i verden”

Derfor har Fabios næse en lang konversation med sine skinker igennem mindst 12 og helt op til 18 måneder.

“Naso” bærer et kæmpe ansvar på sine skuldre, over for de mange skinker, som er millioner værd.

Derfor er han også ubarmhejrtig overfor sine børn.

Hvis de fejler noget, hvis de ikke dufter som de skal, ja så bliver skinkene kasseret.

Det store ansvar giver han mange bonus. “Næserne” i Ide italienske skinkefabrikker er meget eftrspurgte, næsten som gode fodboldspillere.

Officielt er han ansat i fabrikken med en almindelig dog ret god løn, men rygterne siger at han tjener mere end den italienske ministerpræsident, når man til tider har en af den slags i Italien.

 

 

Vi har skrevet en ny bog

Tegning: Hans Jørn Muusmann

Tegning: Hans Jørn Muusmann

I begyndelsen var bolognese-sovsen, så kom de andre. Ægteskabet mellem pastaen og pastasovsen er et af italienernes foretrukne diskussionsemner.

Det er også det eneste ægteskab, hvori der ikke tåles sidespring. Hver sovs har sin egen historie, og hvis den ikke er sand, så er den i hvert fald godt fundet på, fordi livet er en blanding af pasta og magi, som filminstruktøren og multikunstneren Federico Fellini sagde.

En god pastasovs inspirerer til nydelse og drømme – og ikke bare om pasta. I denne bog forsøger forfatterne med 44 nuancer af pastasovs at servere den rette stemning og den særlige italienske fornemmelse for hygge, som italienerne er eksperter i at skabe rundt om familiens spisebord eller på fortovsrestauranter i månelysets skær.

Bogens opskrifter ledsages af gode historier, farverige anekdoter og et væld af originale og humoristiske tegninger, der bringer både smilet og appetitten frem, mens pastasovsen simrer.

Den legendariske bolognese og dens oprindelse

“I et hus i Napoli i skyggen af Vesuv boede der en troldmand ved navn Chico. Huset var fattigt, og Chico var omgivet af meget tvivlsomme naboer – en ågerkarl på første sal, en kvinde med meget lette vaner på anden sal og en tyv på tredje sal.

På fjerde sal boede Chico i to små værelser, som han aldrig åbnede for den gode sol. Troldmanden tilbragte sine dage med mystiske gerninger, tøffede frem og tilbage mellem værelserne til stor undren for folk. Mere end én mente at have set ham bøjet over en gryde, hvid som et lagen i ansigtet og med mærkelige instrumenter i hænderne. Andre igen mente at have set ham rød af blod til albuerne.

I huset ved siden af, på samme sal, boede Giovannella. Hun var kokkepige ved hoffet hos Ferdinando, kongen af Napoli. Den unge pige, der var nysgerrig på grund af de andres sladder, forsøgte at finde ud af, hvad troldmanden var i færd med at lave. Trylleri? Hekseri?

Efter mange måneders spejden fra sit vindue fandt den videbegærlige unge pige ud af, hvad troldmanden brugte de tomater og krydderurter til, som hans tjener hver dag hentede på markedet: Til at tilberede en sovs, som han egoistisk brugte over sin hjemmelavede pasta.

Giovannella løb straks til hoffet og bad om lov til at tilberede en hemmelig ret. Det er naturligvis ikke nødvendigt at nævne, at hun måtte lave den adskillige gange og blev rig og meget værdsat i hele byen på grund af sin hemmelighed.

Sådan blev pasta med tomatsovs indført i Napoli og derfra bragt ud i hele verden.” Det er legenden, som forfatterinden Matilde Serao (1856-1927) skrev for at sætte en stopper for de evindelige diskussioner om, hvordan og hvornår tomatsovsen blev indført i det italienske køkken.

Hvis der ikke var blevet sat en stopper for det, så ville diskussionerne have fortsat i det uendelige og sikkert ikke på helt fredelig vis, for det er italienerne meget gode til.

Roms metro bygges ikke på en dag

Foto: Alfredo

Foto: Alfredo

Klummen har været bragt i Politiken d. 4. april 2018

Det er ikke nemt at bo i Rom.

Det har jeg dog gjort det meste af mit liv, når jeg ikke har boet i Danmark.

Hvis man bor i Rom kan man bedre forstå hvorfor det tager så mange år at bygge en undergrunds Metro linje. Lige gyldigt hvor man graver ned finder arkæologerne noget uhyre spændende og ukrænkeligt og metroarbejdet går delvis i stå. Dette blev allerede skildret af filminstruktøren Federico Fellini i sin film Roma i 1971. Den gang tog det 25 år at bygge Metro linje A, der blev indviet i 1980.

I filmen fortalte Fellini på sin drømmende vis hvordan spøgelser af de gamle romere reagerede forstyrret mod dem ville vanhellige deres hjem og beskadige freskoer fra for to tusinde år senere. Fellini lod bygmestre, ingeniører og arkæologer få en enorm skyldfølelse.

Metroen linje C har samme problemer. Den har som ambition at køre under hele den indre by. Man graver, stopper og graver videre.

Arbejdet for denne linje er kun syv årers forsinket. Det sidste arkæologiske fund har jeg faktisk haft under fødderne i lang tid unden at vide det. Udgravningen finder sted ved den romerske bymur, som Kejser Aurelian opførte for ca. 1800 år siden.

Metro Station af denne linje vil ligge netop her hvor jeg bor. Den næste station vil hedde Colosseum, om den nogen sinde bliver til.

Her boede jeg engang. Her er jeg vendt tilbage.

Os børn i Rom, der legede frit i 1950erne vidste ikke meget om arkæologi. Vi vidste bare, at langs bymuren hvor vi voksede op var der fantastiske steder at lege.

Vi vidste, at det var et sted for romerske helte, der forsvarede Rom mod barbarerne. Selv ikke nutidens Playstation kunne have opfundet en bedre leg. Det vilde buskads, der kravlede op langs murene, var perfekt at klatre i og til at bestige Rom og verden. I vores lege inddrog vi også de mange duer, ravne og krager, der byggede reder i muren. Vi besluttede, at de var reinkarnationer af de gamle legionærer. Men hvad med de mange flagermus, der dukkede op ved tusmørket? Ja, de blev opgraderet til hemmelige agenter, der brugte de skjulte og ukendte passager. Firben og snoge var fjenderne, vi skulle jage væk, rotterne var forræderne, vi skulle undgå, og Rom var reddet, hvis det lykkedes.

Under muren gravede vi vores hule for sjov. Vi fandt romerske mønter, endda fra kejser Neros tid, to århundreder før denne bymur blev opført. Historikerne sagde senere, at her var markeder og bodegaer, Vi fandt små søjler, sikkert fra en lille familie tempel. Vores var ikke noget systematisk gravearbejde.

Der var ingen Fellini der fulgte os.

I dag er der en højt teknologisk udgravning, Arkæologer og byggeingeniører er blevet enige at følge bestemte omvej, når nødvendigt. De arbejder og udgraver sammen.

Ved min Metro C -station, der hedder Porta Metronia, har nu arkæologerne fundet et pragtfuldt Domus, et elegant romersk hus, med freskoer og gulvmosaikker, der tilhørte chefen for hæren der forsvarede Rom, mod barbarerne.

Det kan man bare se. Mon os børn vidste at det var her at man forvarede Rom som den oldromerske forsvarschef?

Da jeg forleden fik lov til at se udgravningerne havde en Fellinis dejavu fornemmelse, som de andre kollegaer fra hele verden kunne ikke forstå,

Jeg følte mig vanhelliget som de gamle romere gjorde.

070418_001

070418_003

Panforte fra Siena

Panforte di Siena

Panforte di Siena

Panforte er ikke just en nyhed med sin 800 års historie på bagen. Siden da har man kastet sig ud i mange nuancer. Til denne kage skal bruges en form på 24 cm i diameter med lige sider, der er 3 cm høje. Og det er vigtigt at formen er præcis sådan.

For at dejen kan holde sammen på kagen, skal den rulles vanvittig tyndt ud. Derfor bruges manitobamel, der har et stort indhold af gluten, hvilket gør dejen mere elastisk. Det kan dog også lykkes med almindeligt hvedemel.

4-6 pers.

150 g smuttede mandler 150 g ristede hasselnøddekerner (ristes i ovnen ved 70 °C i 5 minutter) 200 g sukat 150 g kandiseret appelsinskal 200 g sukker 40 g honning 4 spsk vand 70 g hvedemel 1 tsk stødt kanel 1 tsk i alt af revet muskatnød, stødte nelliker og stødt hvid peber 1 spsk hvedemel og 1 tsk stødt kanel til drys ormelis til drys

Dej:

25 g hvedemel 25 g manitobamel 1 tsk sukker 1 knsp salt 20 g vand 1 tsk madolie

Lav først dejen, pasta matta, som er i stedet for spiseligt papir. Lav et lille bjerg af melet og lav
en fordybning i midten, tilsæt sukker, salt og de våde ingredienser. Ælt dejen sammen, til den er fast og smidig, kast den hårdt ned i bordet et par gange og ælt igen. Dejen bliver mere smidig ved at blive kastet ned i bordet. Lad den hvile tildæk- ket i en skål i 15 minutter. Rul dejen papirstyndt ud og dæk formen med dejen, der må ikke være huller i dejen.

Begynd på panforten. I en køkkenmaskine hakkes først mandler og nødder hver for sig halvgroft. Dernæst skæres sukat og appelsinskal i mindre stykker og også disse hakkes hver for sig halv nt i køkkenmaskinen.
I en lille tykbundet gryde kommes honning, derefter sukkeret og siden vand. Dette skal varsomt smeltes over meget svagt blus, til det er gennemsigtigt. Overvåg det i de 10 minutter, det tager, og rør ikke med en ske i det, ryst det blot. Sukkerblandingen skal koge igennem, men den må ikke blive for mørk. Hold evt. gryden 10 cm over blusset.

Rør de kandiserede frugter i. Rør mandler og has- selnødder i. Rør krydderierne i melet og rør melet i. Dejen er meget hård at røre i. Bred den ud i formen med en paletkniv, så alle tomrum er fyldt. Læg et stykke vådt bagepapir over formen og rul kagen ensartet ud i formen. Fjern bagepapiret og drys kagen med mel og kanel igennem en si.

Bag kagen i en forvarmet ovn ved 120-130 °C
i 40-45 minutter. Lad kagen køle af og tag den ud af formen. Drys den med ormelis igennem en si. Denne kage kan laves både to og tre dage, inden den spises, og kan holde længe på grund af alt sukkeret.

Er paven rig?

Pave Frans

Pave Frans

Klummen har været bragt i Politiken d. 27. marts 2018

Den nuværende pave hedder Francesco(Frans). Slet ikke et sammentræf med den hellige Frans i Assisi, der gav afkald på al sin rigdom og stiftede en fattig ordenmunk. Paven Frans prøver at følge den hellige Frans eksempel. Følgelig er han blevet meget populær hos de ægte troende og meget upopulær hos dem, der tror at romerkirken skal blande sig i økonomi og politik, hvis den vil overleve. Ja, Romerkirken har overlevet i 2000 år.

Paven Francesco ville derimod og gradvis give afkald på Vatikanets verdslige rigdom, som ikke er så lidt.

Vatikanet er verdens rigeste stat, siges det. Passer det? Og ja,

hvis man medregner de mange uvurderlige kunstværker. Men hvor meget er Det Sixtinske Kapel værd? Og hvilken pris kunne Michelangelo Pietàs opnå på en auktion hos Christie’s? Kan man overhovedet sætte priser på de mange kunstværker? Svaret burde være nej. Vatikanets officielle indtægter stammer fra møntprægning til samlinger og fra frimærker, der er samlerobjekter over hele verden. Desuden er der entréindtægterne fra Vatikanmuseerne, som udgør Den Hellige Stats største løbende indtægt.

Det er blot facaden.

Vatikanets ejendomme bliver administreret af selskabet APSA, med kæmpe overskud.

Pengene er administreret af det omstridte IOR, Instituto per le Opere di Religione, en bank hvis mål er at støtte forkyndelsen af katolicismen i verden. IOR er ofte blevet anklaget for lumske transaktioner. Med andre ord har IOR været alt andet end en bank, der hjalp de fattige, men snarere berigede de allerede rige og spekulanterne.

Lidt efter lidt har paven smidt de internationale bankiers ud af IOR, som nok er verdens rigeste bank, hvis man opdeler bankens ressourcer på det lille indbyggertal på ca. 700 mennesker. Banken råder over en omsætning på ca. 50 mia. dkk.

Paven turde fjerne den mægtige og omstridte australske kardinal George Pell, der er anklaget for pædofili af 50 vidner i Australien. Kardinal Pell var ansvarlig for Vatikanets finanser indtil for få måneder siden.

Sådan. Paven forsøger at smide handlerne ud af templet, som evangeliet befaler. Handlerne er dog meget stærke. Paven vil erstatte  IORs bankierne med menige sognepræster, helst ikke pædofile.

Paven vil også undgå at Vatikanets penge bliver investeret i internationale selskaber som det skete i 1970, da pengene også blev investeret i en farmaceutisk virksomhed som produceret p-piller, mens paven var mod al form for prævention.

 

Med Pave Frans’ åbenlyse nye tendenser skulle IOR skifte orientering og beskæftige sig udelukkende med filantropiske formål. Tiden har endnu ikke vist om barmhjertigheden har vundet over grådigheden. Og paven er 81 år gammel og meget træt.

Mors dreng

Foto: Alfredo

Foto: Alfredo

Klummen har været bragt i Politiken d. 20. marts 2018

De italienske børn begynder at frigøre sig fra deres mødre. Siger man.

Statistikken siger imidlertid, at 6 italienske ugifte børn ud af 10 bor sammen med deres forældre indtil de bliver 34.

Vinderen af det italienske valg, Luigi di Maio, er 31år, leder af populistbevægelsen 5Stjerner, der fik 32,5 % af stemmerne, er ked af måtte forlade sit hjem i Pomigliano øst for Napoli, hvor mor, far og søster stadig bor.

Formelt har han en lejlighed i Rom, men siden hans forlovede forlod ham, er han vendt tilbage til mor, far og søster i en lejlighed i arbejderkvarter i Pomigliano. Folk i byen siger at moderen laver den bedste neapolitanske kaffe i området. derfor bliver han hjemme. Ville man interviewe ham op til valget så var det hjemme hos mor, man kunne tale med ham!

Man kan godt sige, at hvis han bliver ministerpræsident så flytter han direkte fra sin mor til Palazzo Chigi, et renæssance palads fra 1500-tallet i Rom, som  er ministerpræsidentens bolig i Italien. Spørgsmålet er om ham ville tage sin mor med til Rom.

Bliver han ministerpræsdident så er en ny rekord i den italienske politiske historie. Han kappes med den østrigske ministerpræsident  Sebastian Kurz, som  er en måned yngre end ham. Rekorden i Italien  tilhørte indtil videre til den forhenværende ministerpræsident Matteo Renzi, som var 39 år gammel, da han fik posten. Renzi var dog allerede flyttet hjemmefra. Han havde kone og tre børn. Han var en god katolik.

Det sner i Rom

Cæsar med sne. Foto: Alfredo.

Cæsar med sne. Foto: Alfredo.

Klummen har været bragt i Politiken d. 27. februar 2018

Det sner i Rom, men sneen er aldrig så evig i den evige stad.

Når det sner er det dog straks kaos og fest. I går var 20 cm sne var nok til at lamme trafikken og til at lukke skolerne med konsekvent fest, ballade og snebold kampe.

Det halve af byens kontorer blev lukket, 60 pct af de statslige ansatte var fraværende fra deres arbejdsplads. Det er dog ikke så sjældent at sneen dækker byen. Det sner gennenstiligt hver syvende år i Rom, med vidt forskellig intensitet. Man husker stadig sneen i 2012, der holdt i byen i hele tre dage, og hvad med den kolosale snefald i 1985?. Det blev til knap 50cm sne, problemet var at sneplovene var ikke til at finde. Kommunen havde købt en snes af den slags ved  et tidligere snevejr nogle år førinden, men ingen kunne huske hvor man havde stillet dem(var de mon blevet solgt under bordet?)

Følgelig var byen lammet og hospitalerne var fyldt med patienter med brækkede ben.

For ikke at glemme at nævne det mest legendariske snefald, skal man helt til til året 352. e kr. da sneen faldt midt om sommeren, nemlig d.4 august.

Begivenheden var så mirakuløs at den daværende Pave Liberius ville opføre en ny kirke på stedet. Det blev til Santa Maria della Neve, i dag bedre kendt som Santa Maria Maggiore, nok en de smukkeste kirker i verden.

Man ved nu ikke om det denne gang kan det blive til en ny kirke.

Den nuværende Pave Frans er mere sparsommelig.

Gør som romerne…

Foto fra ’Evig mad fra den evige stad’

Foto fra ’Evig mad fra den evige stad’

Klummen har været bragt i Politiken 04. januar 2018

……. også når du laver carbonara.

Romerne har udviklet 10 ukrænkelige bud på, hvordan carbonara skal laves. Fløde er bandlyst, men Alfredo Tesio vil godt give danskerne syndsforladelse på lige det punkt.

Pasta carbonara, der er født i Rom, har erobret verden. Den er en yderst populær sovs i spaghettiverdenen.

Nok fordi det kun tager 30 minutter at lave den på en ordentlig måde, hvorimod en korrekt bolognese kan tage flere timer.

Rundt omkring i verden kan man finde utallige fortolkninger af carbonara, og det går jo ikke, når nu romerne ved bedst.

For at ikke at fejle har man i Rom formuleret 10 ukrænkelige bud om tilberedningen af den sande carbonara, hvis man ikke vil fornærme køkkenets skyts-guder.

  1. Brug altid guanciale, svinekæbeflæsk, aldrig bacon, du er ikke englænder.
  2. Ingen parmigiano (parmesan), kun pecorinoost, ellers er du uærlig.
  3. Kog aldrig æggene, hvis du vil lave en omelet, er det ikke her.
  4. Ingen hvidløg, ingen løg, du tilbereder ikke en bolognese.
  5. Ingen olie, intet smør, intet fedt, det fedt, der skal være i retten, kommer udelukkende fra svinekæbeflæsket.
  6. Ingen chilipeber. Du kan rejse til Mexico til sommer for at smage chilipeber.
  7. Ingen krydderier foruden sort peber. Spise på en indisk restaurant, hvis du ønsker krydderier.
  8. Hvis du bruger fløde i carbonara, er du klar til at ryge i spjældet (se dog særlig note til danskere).
  9. Nævn aldrig ordene carbonara og vegansk i samme sætning.
  10. Brug spaghetti, rigatoni eller bucatini, lige hvad du vil, men kog pastaen al dente

Note: Blasfemi kan syndsforlades, når man laver carbonara i Danmark, hvor ikke alle har adgang til de ortodokse råvarer.

Carbonara til 6-8 personer:

  • 300 guanciale svinekæbe (eller pancetta – italiensk, saltet flæsk)
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 æg
  • 200 g revet pecorino (eller parmigiano i nødstilfælde)
  • 2 dl fløde (med en lille bøn om at blive tilgivet)
  • Sort peber
  • 400 g spaghetti
  • Salt til kogevandet
  • 100 g revet pecorino til at drysse over ved serveringen

Kom spaghettien i 4 liter kogende, saltet vand og vent, til de efter 1 minut bliver blødere, og rør så i vandet, så spaghettien ikke klistrer sammen. Kog den herefter i 8 minutter.

Skær sværen af guancialen (eller pancettaen) og skær den i tern. Rist dem lysebrun i olivenolie på en rummelig pande, tag derefter panden af varmen.

Imens spaghettien koger videre, slås æggene ud i en skål. Tilsæt ost, peber og fløde, og pisk det sammen.

Når spaghettien har kogt i 8 minutter, tages et krus af kogevandet fra. Hæld resten af vandet fra spaghettien, kom den i panden med pancettaen, og sæt atter panden over høj varme. Bland godt og tilsæt halvdelen af kogevandet, rør igen rundt.

Efter 1 minut tilsættes ost, æg og peber, vend rundt, så det hele blandes godt. Tilsæt lidt mere vand, tag panden af varmen.

Kom pastaen i et varmt fad (eller server pastaen i panden). Drys resten af osten over.